Strategi skal sikre Danmark tryghed om teknologisk udvikling

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) præsenterer onsdag en ny strategi om teknologisk diplomati for Danmark.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Techgiganter som Google, Facebook og Amazon skal leve op til deres samfundsansvar og operere på fair vilkår.

De globale digitale spilleregler skal udspringe af demokratiske værdier og menneskerettigheder. Og teknologi skal understøtte Danmarks sikkerhed og tryghed.

Disse tre elementer er i fokus i Danmarks nye strategi for et techdiplomati, som udenrigsminister Jeppe Kofod (S) onsdag eftermiddag præsenterer i Eigtveds Pakhus i København.

"Teknologiudviklingen er en udenrigs- og sikkerhedspolitisk arena. Det skaber udfordringer, som alle verdens frie samfund står over for og må samarbejde om," skriver Jeppe Kofod i forordet til Strategi for Danmarks teknologiske diplomati 2021-2023.

For selv om teknologiudviklingen på mange måder gavner samfundet, så skaber den også udfordringer, påpeger udenrigsministeren.

Teknologi bliver brugt af stormagter som USA og Kina i deres indbyrdes rivalisering. Og den teknologiske udvikling påvirker også den demokratiske debat på sociale medier.

"For mange er Facebook og Twitter blevet de primære fora for nyhedsformidling og politisk debat. Men hvad er egentlig konsekvenserne af en samfundsdebat, der drives frem af likes, retweets og jagten på reaktioner?"

"Når ukendte algoritmer bag de sociale medier booster én slags opslag og hæmmer andre, er det, vi ser i vores feed, så udtryk for reel folkelig debat eller selvforstærkende ekkokamre? Tonen bliver hurtigt rå, skinger og uforsonlig."

"Det kan skræmme almindelige mennesker fra at deltage i debatten og forstumme moderate synspunkter. I yderste konsekvens opildne til had og vold, måske endda ansporet af konspirationsteorier eller regulær desinformation. Det har vi desværre set konsekvenserne af," skriver Jeppe Kofod.

Danmark vil derfor gå forrest i debatten om, hvordan techvirksomhedernes datadrevne og algoritmiske forretningsmodeller skal udformes med internationale løsninger.

"Det er ikke længere et spørgsmål, om techindustrien skal reguleres, men hvordan den skal reguleres," skriver Jeppe Kofod.

Desuden skal EU have "en veldefineret og aktiv teknologisk udenrigs- og sikkerhedspolitik med solid forankring i medlemsstaterne".

Nato skal i samarbejde med EU bidrage til at håndtere de sikkerhedsmæssige konsekvenser af ny teknologi, og Danmark vil samarbejde med andre lande om at undgå cyberangreb og cyberkriminalitet.

Tech-ambassadøren: "Jeg tror, Silicon Valley har forstået budskabet" 

Ny techambassadør har fået mandat til at fortsætte i forgængerens spor 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også