NNIT's nye finansdirektør er udråbt til en af landets mest indflydelsesrige kvinder

53-årige Pernille Fabricius overtager som finansdirektør efter et rodet år i NNIT. Erfaringen med it-verdenen har hun som næstformand i Netcompany-bestyrelsen.
Pernille Fabricius er ny finansdirektør i NNIT. | Foto: Safe on net PR
Pernille Fabricius er ny finansdirektør i NNIT. | Foto: Safe on net PR

Senest 1. august indtræder den 53-årige Pernille Fabricius som ny finansdirektør hos NNIT. Hun overtager efter Carsten Krogsgaard, der forlader NNIT efter omkring seks år på posten som finansdirektør, hvor det seneste år har været præget af problemer.

Blandt andet er topledelsen i NNIT blevet kritiseret for ikke at læse kunders ageren rigtigt, og investorerne har savnet information.

Senest havde ledelsen et noget rodet forløb i forbindelse med årsregnskabet, hvor nøgletallene blev sendt ud ved en fejl, og børsnoterede NNIT derefter måtte hasteudsende tallene til offentligheden.

Svær forståelse for revision og risikostyring

Det er altså den butik, som Pernille Fabricius nu overtager, og oven i det er det hendes for alvor første gang på gulvene i et it-selskab, en branche, hun har stiftet bekendtskab med igennem sin tid som næstformand i Netcompany.

En hurtig gennemgang af Pernille Fabricius' karriere viser, at hun er en kvinde med stor erfaring hele vejen rundt om dansk erhvervsliv. Kendetegnet for hendes karriere indtil videre er, at hun længst har siddet i en stilling i fire år, ellers har det været to eller et enkelt år i stilllingerne.

I fire år har har hun haft stillingen, som hun nu fratræder, som finansdirektør hos vvs-koncernen John Guest International Ltd. Her har hun været siden 2016, hvor hun sammen med sin familie også har boet i l London.

Hun har desuden fra London fungeret som rådgiver for investeringsselskabet TPG Capital og kapitalfonden Silverfleet Capital.

Derudover sidder hun i bestyrelsen hos Netcompany, møbelvirksomheden Gabriel, entreprenørkoncernen MT Højgaard og fiskegiganten Royal Greenland.

I forbindelse med at hun træder ind som finansdirektør hos NNIT, fratræder hun sin næstformandspost i bestyrelsen for Netcompany, hvor hun har siddet siden 2017.

I dagens udgave af Børsen har man samlet syv kvinder, der er på vej mod bestyrelsestoppen, og her lyder vurderingen på Pernille Fabricius fra Ole D. Ingvardsen fra rekutteringsvirksomheden Ingvardsen Parterns:

"Udover den svære forståelse for revision og risikostyring har hun en bredere forretningsforståelse, der gør hende attraktiv. Hun kan sagtens vokse sig videre ind i væsentlige formandsposter."

Det blev altså posten som finansdirektør i NNIT, hun har takket ja til i denne omgang.

Blandt indflydelsesrige kvinder

I 2018 var Pernille Fabricius på Berlingskes liste over de 100 mest indflydelsesrige, danske kvinder.

Tidligere har hun i et interview med mediet Executive Magazine talt om det at være kvinde og mor, samtidig med at man jagter en lederkarriere.

Her sagde hun blandt andet, at "de nye generationer behandler hinanden mere lige, og er fra barnsben vant til at være en del af hinandens tilværelse. Det indvarsler et normskifte. Old Boys Network hører snart fortiden til," lød det i 2001 fra den dengang 35-årige Pernille Fabricius.

Tilbage i 2001 blev hun finansdirektør for først GN Netcom under GN-koncernen, og i 2003 blev hun finansdirektør i TNS Group.

Før hun skiftede til bestyrelseskarrieren, arbejdede hun desuden fra 2013 til 2014 som CFO hos Topaz, der førte hende til Dubai.

Pernille Fabricius er oprindeligt udannet cand. merc. aud. fra Handshøjskolen i København og studerede siden på University of Leicester, hvorfra hun har en Master of Finance, og siden har hun været på Harvard Business School, hvor hun fra 2013 har en uddannelse i World Class Leadership Program.

NNIT udnævner ny finansdirektør

Sådan ser Netcompanys ledelse ud nu

Del artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også