ITWatch

Aula er blevet brugt til trusler mod skoler 16 gange

Politiet giver tip til forældre og børn om, hvordan de sikrer sig bedre på Aula efter en stribe trusler.

Foto: Niels Christian Vilmann//

Forældre bør tale med deres børn om it-sikkerhed, lyder rådet fra Rigspolitiet efter en stribe tilfælde med bombetrusler mod skoler.

Truslerne er fremsat via Aula, som er skolernes intranet og en slags elektronisk meddelelsesbog mellem skole og hjem.

På landsplan har Rigspolitiet indtil nu registreret 16 tilfælde af trusler i syv forskellige politikredse, oplyser politiinspektør Claus Birkelyng. De seneste gik ud over skoler i Vordingborg og Nysted.

Det er for tidligt at sige, om der er sammenhæng mellem sagerne, tilføjer han.

Et fællestræk er, at børn og unges brugernavn og adgangskode er blevet misbrugt til at skaffe sig uberettiget adgang til systemet. Men gerningsmændene har ikke fået fat i personfølsomme oplysninger, lyder meldingen.

Politiet ser alvorligt på sagerne og har derfor besluttet at koordinere efterforskningen med assistance fra specialisterne i Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center, oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse fredag.

Forældre bør som nævnt ifølge politiet tale med deres børn.

"Benyt denne lejlighed til at få skiftet password til dit UNI-Login. Rigtig mange har stadig det password, som de fik udleveret, da de kom på skoleintra Aula, men det er en god idé at ændre det til noget nyt og mere sikkert," siger politiinspektør Claus Birkelyng.

Børnene skal have at vide, at de ikke skal vise brugernavn og password til andre - hverken på nettet eller i den virkelige verden, lyder hans råd.

Han anbefaler alle at få vejledning på hjemmesiden sikreside.dk.

I efterforskningen samarbejder Rigspolitiet med Kombit, som er selskabet bag Aula.

/ritzau/

Første Aula-opdatering kører søndag

Kritik: Aula indeholder alvorlig sikkerhedsbrist

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger