Kombit: Kommunerne bærer selv udgifterne ved udskydelsen af Aula

Flere kommuner har udskudt lanceringen af Skoleintras afløser Aula, så det i de kommuner lanceres op til et halvt år efter planen. Kombit, der står bag Aula, siger, at eventuelle merudgifter står kommunerne selv for.
Foto: Kombit/PR
Foto: Kombit/PR
Af Kristoffer Ingemand Petersen og Jakob Skouboe

Kombit siger nu, at de kommuner, der udskyder lanceringen af Aula yderligere, selv skal betale regningen.

Det fremgår af skriftlige citater fra Kombits pressechef Henrik Kirkeskov til ITWatch efter en række kommuner i går meldte ud, at de udskyder lanceringen af Aula. Det betyder, at lanceringen i de kommuner kommer til at ske op til et halvt år efter de oprindelige planer. I den forbindelse lød det, at det kan koste op til 250.000 i ekstra omkostninger at udskyde projektet.

"Aula er et fælleskommunalt projekt, og hvis en kommune vælger at udskyde go-live, påfører man fællesskabet af kommuner ekstra omkostninger. Derfor er det jo helt naturligt, at kommunen selv skal afholde omkostninger der er forbundet med en udskydelse, da de øvrige kommuner ellers vil blive påført ekstra udgifter," skriver Kombit.

Det lyder, at omkostninger vil blive afregnet efter timeforbrug.

"I forbindelse med udskydelsen vil der være omkostninger til blandt andet migrering af data fra Itslearning og ind i Aula, ekstra support og beredskab i forbindelse med lancering, koordinering og opfølgning på opgaver og evt. deltagelse i møder og anden bistand til kommunen. Prisen afhænger altså helt af, hvilken bistand kommunen ønsker og har behov for og naturligvis også af hvor stor kommunen er, og hvornår man ønsker at lancere Aula overfor forældre," lyder svaret fra Kombit.

Hvad siger i til, at flere kommuner nu udskyder systemet?

"Det er vores anbefaling, at kommunerne går på Aula i uge 43. Men vi respekterer selvfølgelig, hvis kommuner først vil gå på senere. Der kan jo være forskellige forhold, der gør, at en kommune vælger at vente."

Kombit skriver videre, at Aula er klar, og versionen, der kommer efter efterårsferien, indeholder den funktionalitet, der gør, at skolerne kan skifte fra SkoleIntra.

"Vi har fra starten af i Aula-projektet - sammen med de mange involverede brugere - fokuseret på de basale funktioner, der skal til for at understøtte skole-hjem-samarbejdet. Det bliver den løsning, der kommer i uge 43, og så vil løsningen videreudvikles løbende derefter i tråd med brugernes behov."

Kombit skriver, at de fire kommuner, der har udskudt lanceringen, har forskellige begrundelser.

Har I indtryk af, om flere kommuner vil udskyde?

"Hovedparten af kommunerne melder tilbage, at de er klar til at gå på i uge 43 og har lagt et stort arbejde i at gøre sig klar. Vi har kendskab til en håndfuld, der overvejer lanceringstidspunktet," lyder det fra Kombit.

Skolelederforeningen om Aula: "Det er klart, at så stort et system ikke er uden fejl" 

Mindst fire kommuner udskyder Aula - Kombit advarer om stor ekstraregning 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også