PET har omgået loven og hentet rådata om danskere uden dommerkendelse

Politiets Efterretningstjeneste kunne sagtens have fået de nødvendige dommerkendelser, lyder vurdering. Tidligere operativ chef betegner ulovlig PET-praksis som den nemme vej til at indhente informationer.
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Politiets Efterretningstjeneste (PET) har sprunget over, hvor gærdet er lavest, ved at omgå loven og fiske oplysninger om personer i Danmark fra rådata uden at sikre sig en dommerkendelse først.

Sådan lyder vurderingen fra Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere operativ chef i PET, der mener, at der har været tale om en "fortolkningsstrid".

"Det er helt åbenbart og tydeligt, at man skal have en dommerkendelse, i det øjeblik man skal indhente informationer. Der har man desværre sprunget over, hvor gærdet er lavest, og det synes jeg, er brandhamrende ærgerligt."

"Ikke mindst, fordi der selvfølgelig er mulighed for at få en dommerkendelse og de informationer, man har brug for, når der er begrundet mistanke," siger Hans Jørgen Bonnichsen.

Kritik i rapport

I en rapport fra det uafhængige kontrolorgan Tilsyn med Efterretningstjenesterne (TET) bliver PET kritiseret for hente rådata uden dommerkendelse. Rådata indebærer ifølge Berlingske alt fra teleoplysninger til e-mail.

PET har efter tilsynets kritik indstillet den ulovlige praksis.

Konkret er kravet om en dommerkendelse blevet omgået ved, at PET har bedt sin militære søstertjeneste, FE, om at foretage søgninger i rådata på PET's vegne.

Ifølge Hans Jørgen Bonnichsen har PET formentlig gjort brug af manøvren, når tjenesten har indhentet information om potentielle fremmedkrigere i Danmark. 

Men det ændrer ikke på, at PET burde have fået fulgt proceduren og fået en dommerkendelse, lyder det.

"Det kræver selvfølgelig et stykke arbejde. Men det er et stykke arbejde, der er nødvendigt." 

"Dels i forhold til at sikre respekten for PET's arbejde og domstolen. Men i allerhøjeste grad også for at værne om danske statsborgeres rettigheder," siger Hans Jørgen Bonnichsen.

Han mener, at det er "nødvendigt for PET's fremtidige virke, at man respekterer den slags ting".

Den tidligere operative chef regner ikke med, at PET finder en ny måde at omgå reglerne på.

"Hvis PET igen forsøger at springe over, hvor gærdet er lavest, så er det ensbetydende med, at justitsministeren skal ind og slå med en hammer."

"Og det vil være ensbetydende med en fyring af chefen," siger Hans Jørgen Bonnichsen.

Ritzau arbejder på at få en kommentar fra PET.

Usikre mastedata har været kendt i årevis 

Cybercenter om data: Kan være positivt med driftscenter i Rumænien 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også