Frankrig vil arbejde dag og nat for at få skat på Google

Sverige, Danmark og andre EU-lande afviser forslag til digital skat, mens Frankrig kræver den inden jul.
Bruno Le Maire (th), den franske finansminister | Foto: Foto: Emmanuel Dunand/Ritzau Scanpix
Bruno Le Maire (th), den franske finansminister | Foto: Foto: Emmanuel Dunand/Ritzau Scanpix

Frankrig kører hårdt frem med et krav om digital serviceskat rettet mod store it-virksomheder som Google og Facebook. 

"Vi vil have vedtaget direktivet om en digital skat inden udgangen af 2018," siger den franske finansminister, Bruno Le Maire, som kalder det en "rød linje" for den franske regering. 

Ingen kan med henvisning til "tekniske besværligheder løbe fra deres politiske ansvar", siger ministeren før et møde mellem EU's finansministre tirsdag.

Et øjeblik efter kommer den svenske finansminister, Magdalena Andersson, forbi. Hun deler ikke Bruno Le Maires begejstring for skatten. 

Det er svært at se, at de lande, der har en holdning nu, skal ændre den til december, slår hun fast. 

Sverige og Danmark afviser helt det oplæg, der ligger på bordet til en digital serviceskat på tre procent. Danmark vil gå andre veje og henviser til OECD (Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling), der også arbejder på en løsning.

Den franske finansminister erkender, at der er mange bekymringer over forslaget. For Danmark går de på, at man med en ny slags skat frygter, at der kan komme en modreaktion fra USA, som kan blive dyr for Danmark. 

Samme bekymring findes i flere andre EU-lande. 

"Vi er klar over, at der er tekniske ting og bekymringer. Men det er tekniske bekymringer - ikke politiske problemer. Jeg vil bruge dag og nat med vore tyske venner på at finde et kompromis og en løsning," siger Bruno Le Maire. 

I Europa-Kommissionens forslag hedder det, at skatten alene rammer selskaber med en årlig omsætning på over 750 millioner euro i verden - herunder 50 millioner euro i EU.

En serviceskat på tre procent vil ifølge kommissionens beregninger give en skatteindtægt på fem milliarder euro årligt.

/ritzau/

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Nokia ser årlige synergier ved en sammenlægning med det amerikanske selskab på 200 mio. euro fra 2027 og en vækst i indtjeningen per aktie på 10 pct. fra samme år. | Foto: Niels Hougaard

Nokia bekræfter køb af Infinera

For abonnenter

Læs også