Vagthund åbner for endnu en kulegravning af regions bøvl med Sundhedsplatformen

Den uafhængige vagthund Statsrevisorerne er klar til at gennemføre endnu en tilbundsgående undersøgelse af Region Hovedstadens problemer med it-systemet Sundhedsplatformen. Statsrevisorerne placerer aben hos embedsmændene.
Formand for statsrevisorerne Peder Larsen. | Foto: /ritzau/Jens Dresling
Formand for statsrevisorerne Peder Larsen. | Foto: /ritzau/Jens Dresling

Med mere end 25 års erfaring som statsrevisor konstaterer formand Peder Larsen, at Region Hovedstadens håndtering af Sundhedsplatformen er blandt de værste sager, han har oplevet.

Faktisk er Statsrevisorernes kritik blandt de 10 pct. hårdeste, han har delt ud.

Det fortæller han i et interview med ITWatch i kølvandet på, at Statsrevisorerne i går kom med en beretning, hvor vagthunden udtaler hård kritik af regionen for de store problemer på hospitalerne.

"Uprofessionel" og "kritisabel," lyder det.

Samtidig åbner Peder Larsen for at gennemføre flere undersøgelser, fordi den første kun har dykket ned i den tidlige del af implementeringen.

"Jeg vil bestemt ikke udelukke, at det her ikke er den sidste beretning. Den fokuserer på, hvordan det gik de første måneder. Men spørgsmålet er, hvorfor man ikke retter op senere i forløbet? Regionsrådsopolitikerne i Region Hovedstaden har stillet spørgsmålstegn undervejs, og der har man sagt, at det ville falde på plads," konstaterer Peder Larsen (SF).

Skeen i den anden hånd

Han er formand for de politisk udpegede statsrevisorer, der hører under Folketinget, men arbejder uafhængigt af både regering og parlament.

Peder Larsen udtaler sig på baggrund af den undersøgelse, som Rigsrevisionen har foretaget af Sundhedsplatformen.

Siden efteråret har myndigheden kulegravet forløbet omkring ibrugtagningen af it-systemet fra den amerikanske leverandør Epic, og det har været nødvendigt at indsnævre undersøgelsen for at rykke hurtigt:

"Man er en gang imellem nødt til at skære en sag til. For ellers kunne det være, der gik yderligere et halvt eller et helt år, inden beretningen blev færdig. Det er nødvendigt at hejse et faresignal om, at man nu er nødt til at føre skeen over i den anden hånd," siger Peder Larsen, der har været statsrevisor i knap 27 år og formand siden 1998.

Region Sjælland er den anden region, hvor it-systemet er blevet rullet ud. Ifølge Peder Larsen kan også den region komme under lup:

"Det afhænger af, hvad der sker. Men det er klart, at vi er enormt opmærksomme på det, fordi det berører en masse mennesker. Frustrationen er udbredt."

Troet, man kunne trylle

Peder Larsen kalder sagen en af de mere alvorlige, han i sine mere end 25 år har været vidne til. Den ligger blandt de 10 pct., hvor der har været hårdest kritik, vurderer han.

"Kritikken er meget alvorlig," slår han fast og peger på, at Statsrevisorerne har flere grader af kritik. I forbindelse med beretningen om Sundhedsplatformen udtaler Statsrevisorerne den næstmest alvorlige kritik af Region Hovedstaden.

Årsagen til, at man ikke slynger sig op til den mest alvorlige kritik, er, at den ville indebære en påtale. Og da Statsrevisorerne kun kan give påtaler til statsadministrationen - altså ministre - har det slet ikke været muligt at give den mest alvorlige kritik i denne sag, som handler om en region.

Så i praksis er der tale om den mest alvorlige grad af kritik, påpeger Peder Larsen.

Kritikken bunder i flere forskellige forhold. Det nye it-system blev taget i brug i efteråret 2016 på Herlev og Gentofte Hospital, selv om lægerne og andet personale manglede uddannelse til at begå sig under helt nye arbejdsgange.

Det var ikke testet godt nok, og så forventede man, at produktivitetstabet allerede ville blive udlignet efter tre uger - selv om erfaringer fra Norge og Sverige sagde, at det ville tage mindst et år.

"Man rammer skævt på mange parametre," konstaterer Peder Larsen.

"Det er som, man har ladet som om, at Danmark kunne trylle. Det kunne man ikke."

Embedsmænd står for skud

Ifølge formanden for den statslige vagthund skal ansvaret for fadæsen særligt placeres hos embedsmændene. Han mener, at politikerne med regionsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) i spidsen har været placeret som en lus mellem to negle, fordi de ved at skrotte Sundhedsplatformen havde skullet sætte noget andet i stedet for. 

"Det er helt ubestrideligt, at Sophie Hæstorp Andersen har været regionsrådsformand i hele perioden. Men vores anklager er ikke primært mod politikerne. Tværtimod er politikerne gang på gang blevet forsikret om, at det kommer til at fungere," fortæller Peder Larsen.

"Det er forvaltningen i form af projektorganisationer og den øverste top i administrationen i Region Hovedstaden, som står for skud."

Problemerne kan i værste fald have kostet liv, vurderer Peder Larsen:

"Det kan tænkes, at patienter har været sygemeldt i lang tid pga. for dårlig behandling. For ikke at tale om, at der er nogle, hvis død er blevet fremskyndet. I teorien er der en risiko for, at sygdomsbilledet er blevet værre."

Uforståeligt resultat

Det undrer den garvede statsrevisor, at man stik imod erfaringer tilsyneladende har troet, at det ville glide uden problemer at implementere et så stort it-system fra den ene dag til den anden.

"Man må sige, at med dem, der har været involveret med deres faglige baggrund, så kan man ikke forstå, at man kan komme ud med så ringe et resultat. Problemet har været, at man fra politisk hold har haft vanskeligt ved at håndtere det her, fordi man er blevet forsikret om, at lige rundt om hjørnet, så er problemerne løst."

"Det giver næsten sig selv, at hvis man har store, komplekse it-systemer, som ikke er blevet testet ordentligt af, så står man til lussinger."

I sin beretning kalder Statsrevisorerne håndteringen for "uprofessionel."

Peder Larsen kan ikke give en skudsikker forklaring på, hvorfor det er gået så galt.

"Men en af årsagerne kan være, at der er for lidt ledelsesopmærksomhed. At man skubber ansvaret nedad. Så har man en interesse i lynhurtigt at få noget på benene, der kan bruges, i stedet for at teste det ordentligt."

"Nogle af dem på øverste niveau skulle sige: Har vi nu sikkerhed nok for at det her kan fungere fra starten af, i stedet for at håbe på, at der ville ske et vidunder."

Samtidig konstaterer han, at regionen burde have ventet med at rulle Sundhedsplatformen ud til alle sine hospitaler, efter der havde været problemer på Gentofte og Herlev Hospital.

"Når det kommer så galt fra start, så burde man have sagt: Mon ikke vi lige skal undersøge det her noget bedre, inden vi kører videre med det."

Ifølge Peder Larsen viser sagen, at det er vigtigt at teste systemet:

"Rent procesteknisk er test vigtig. Og en anden vigtig ting er, at dem, der skal betjene det, er blevet grundigt introduceret. Det har der været for lidt af omkring Sundhedsplatformen."

Region Hovedstaden er bundet til aftalen med Epic til udgangen af 2021, men i Peder Larsens øjne tegner fremtiden ikke lys for det udskældte it-system.

"Der er noget, som tyder på, at det bliver vanskeligt at få det til at fungere tilfredsstillende. Men problemet er, at man ikke kan komme ud af det før i udgangen af 2021, medmindre man både betaler til Epic og et nyt system, som også skal fases ind."

ITWatch bringer senere i dag et interview med koncerndirektør i Region Hovedstaden, Svend G. Hartling, om statsrevisorernes kritik.

Region Hovedstaden erkender at have undervurderet nyt it-system

Statsrevisorerne kritiserer implementering af Sundhedsplatformen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Nokia ser årlige synergier ved en sammenlægning med det amerikanske selskab på 200 mio. euro fra 2027 og en vækst i indtjeningen per aktie på 10 pct. fra samme år. | Foto: Niels Hougaard

Nokia bekræfter køb af Infinera

For abonnenter

Læs også