ITWatch

Topchef kalder Twitters fremtid uvis efter Musk-køb

Topchefen hos Twitter siger til sine medarbejdere, at Elon Musk senere vil svare på deres spørgsmål.

Elon Musk er ny ejer af Twitter. Det skaber usikkerhed omkring, hvilken retning platformen vil tage fremover. | Foto: Patrick Fallon/REUTERS / X03007

Fremtiden for det sociale medie er uvis, efter at Twitter er blevet solgt til milliardæren Elon Musk.

Det siger Twitters administrerende direktør, Parag Agrawal, til sine ansatte på et medarbejdermøde mandag.

”Så snart aftalen er lukket, ved vi ikke, i hvilken retning platformen vil bevæge sig,” siger han.

På mødet har medarbejderne fået at vide, at Elon Musk på et senere tidspunkt vil møde dem og svare på deres spørgsmål.

Et af de spørgsmål, som medarbejderne ønsker svar på, er, om USA’s tidligere præsident Donald Trump får lov til at komme tilbage på Twitter.

”Når vi får mulighed for at tale med Elon, er det et spørgsmål, vi bør stille ham,” siger Parag Agrawal.

Trump fik lukket sin Twitter-profil efter et dødeligt stormløb på Kongressen i Washington D.C. i januar 2021. Twitter mente, at han havde brudt mediets regler mod at opildne til vold.

Inden nyheden om, at Elon Musk er ny ejer af Twitter, kom frem, sagde den tidligere præsident dog, at han ikke har planer om at vende tilbage til Twitter, hvis han får mulighed for det.

Medarbejderne spurgte også Twitters topchef til Elon Musks planer for fremtiden, mulige fyringer og bestyrelsens rationale bag salget. Mange af de spørgsmål har Agrawal bedt de ansatte om at stille Elon Musk i stedet.

Republikansk jubel

Salget af Twitter til Elon Musk er blevet mødt med vidt forskellige reaktioner på de politiske fløje i USA. Republikanske politikere jubler over salget, mens Demokraterne er mere bekymrede.

Republikaneren Jim Jordan skriver på Twitter, at ”ytringsfriheden er på vej tilbage”.

En anden republikaner, Marsha Blackburn, jubler også over salget.

”Jeg håber, at Elon Musk vil hjælpe med at tøjle store tech-virksomheders censur af brugere, der har andre synspunkter.”

Hos Demokraterne er reaktionen den stik modsatte. Demokraten Elizabeth Warren, der generelt er kritisk over for tech-firmaer, kalder salget ”farligt for vores demokrati”.

”Milliardærer som Elon Musk spiller efter et andet sæt regler end alle andre. De akkumulerer magt til deres egen fordel,” skriver hun blandt andet på Twitter.

Elon Musk køber Twitter for 44 milliarder dollar

Forhandlinger om Musks Twitter-bud kan afgøres mandag

Mere fra ITWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

ITWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs