Chipproducenten Marvell Technology Group er nået til enighed med konkurrenten Cavium, der vil gøre sidstenævnte til en del af selskabet. Det skriver Reuters.
Opkøbet er et led i Marvell Technology Groups strategi om at udvide sin forretning inden for netværksudstyr. Udover netværk er Cavium specialiseret inden for sikkerhed, servere og processorer.
Ifølge Reuters forventes handlen at blive offentliggjort i løbet af mandag. Går handlen igennem, vil det være anden gang inden for kort tid, at konsolidering blandt chipproducenter har været på dagsordenen.
Med et bud på 105 mia. dollars – svarende til 662 mia. kr. – forsøgte Broadcom at opkøbe konkurrenten Qualcomm.
Medregnet sidstnævntes gæld ville handlen have kostet Broadcomm 130 mia. dollar (820 mia. kr.), hvilket ville have gjort det til det største opkøb nogensinde i sektoren. Tilnærmelserne blev dog afvist af Qualcomms bestyrelse.