Nets-direktør: Salg forløber efter planen - første hurdle er overstået

Nets er på vej til at blive solgt til amerikanske Hellman & Friedman - og det går efter bogen indtil nu.
Det siger Klaus Pedersen, der er finansdirektør i Nets.
"Vi er ovre den første hurdle med at få salget gennemført, efter at EU-Kommissionen godkendte handlen tidligere på ugen. Men der udestår fortsat nogle godkendelser i forskellig lande, inden vi er helt igennem her," siger han til Ritzau Finans.
Nets, der blev børsnoteret 23. september sidste år, modtog 25. september et købstilbud fra den amerikanske kapitalfond Hellman & Friedman. Amerikanerne har budt 165 kr. per aktie i Nets - et tilbud, som bestyrelsen anbefaler. Det betyder, at Nets værdisættes til 33,1 mia. kr.
"Processen kører helt efter planen - og vi skal ind i december, før vi for alvor kan sige mere," siger Klaus Pedersen.
Tilbudsperioden gik i gang 23. oktober og løber frem til og med 18. december klokken 16.
"Og det er først frem mod den dato, der kommer mere nyt - blandt andet om Hellman & Friedman får de 90 pct. af aktier eller ej," siger finansdirektøren.
Tilsagn om overtagelse af 90 pct. af aktiekapitalen er et af de vilkår og betingelser, købstilbuddet er bundet op på.
Det er Evergood 5, der kommer til at overtage Nets, hvis nok aktionærer vælger at sige ja tak. Evergood 5 kontrolleres indirekte af en række Hellman & Friedman-fonde.
Der er allerede givet tilsagn fra nogle aktionærer om salg af aktier repræsenterende 46 pct. af aktiekapitalen. Derudover har en aktionær, som har cirka 3,3 pct. af aktiekapitalen og stemmerettighederne, ligeledes underskrevet en støtteerklæring om at ville sælge aktier.
Nets gik på børsen i september sidste år til en pris på 150 kr. per aktie. En aktie i Nets koster aktuelt 163,70 kr.
/ritzau/FINANS
Nets: Flyvende fart mod børsdøren med voksende overskud
EU-Kommissionen godkender salg af Nets til amerikansk kapitalfond