Markedsiagttager ser punkterede bobler i tech-aktier og kryptovaluta

Værdiansættelser på tværs af aktivklasser falder i takt med, at investorer forbereder sig på, hvordan stigende inflation vil påvirke markederne.
Flere af de bobler, som er bygget op på de finansielle markeder, kan være på vej til at briste.
Flere af de bobler, som er bygget op på de finansielle markeder, kan være på vej til at briste.

De seneste år har flere og flere markedsiagttagere udtrykt bekymring for, at løse pengepolitikker hos verdens centralbanker, der har pumpet massive mængder penge ud i det finansielle system, ville skabe bobler på de finansielle markeder. Nu kan man muligvis begynde at skimte konsekvenserne i horisonten, skriver Bloomberg News.

Michael Hartnett, der er strateg i Bank of America, ser i øjeblikket bobler punktere i flere aktivklasser - blandt andet kryptovalutaer, palladium og visse teknologiaktier.

Han mener, at flere investorer er i gang med at skrue ned for de mere risikable aktiver, da de forbereder sig på, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, vil stramme op på pengepolitikken i et hurtigere tempo, end den har gjort hidtil.

"Reduktionen i likviditet fra Federal Reserve til få både risikopræmien fra aktier og renterne til at stige, hvilket vil fortsætte med at påvirke de mest risikable aktiver på markedet uforholdsmæssigt meget. Det gælder blandt andet momentum-drevne investeringer i tabsgivende teknologiaktier, meme-aktier og særligt kryptovalutaer, som ikke har nogen iboende værdi," siger han til Bloomberg News.

Mindre interesse for SPAC's

Flere andre steder i markederne er der også pres på aktivklasserne. Blandt andet nævner Bloomberg News et indeks, som følger de såkaldte SPAC's (Special Purpose Vehicles), som er en alternativ børsnotering, hvor en tom børsskal noteres med det formål at købe et privat, unoteret selskab.

Det har tidligere været en meget populær form for investering i USA, men nu ligger indekset 35 pct. lavere, end det gjorde, da det lå allerhøjst.

"Potentielt stigende renter får investorerne til at revurdere den risiko, de er villige til at tage," siger Todd Rosenbluth, der er chef for ETF-analyser hos CFRA til Bloomberg News, og fortsætter:

"Investorer nedprioriterer højere vækstpotentiale og mindre stabilitet til fordel for mere stabile virksomheder."

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie FinansWatch.)

Netcompany på Citis liste over foretrukne softwareaktier i Europa

Reddit vil på børsen med Goldman Sachs og Morgan Stanley som rådgivere 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også