Medie: TDC fandt skjulte mikrofoner i bestyrelseslokale

Under en intern undersøgelse i forbindelse med et 5G-udbud blev der blandt andet fundet skjulte mikrofoner i et bestyrelseslokale hos TDC. 
Foto: Tdc / Pr
Foto: Tdc / Pr
af NIKOLAJ HARDING

Skjulte mikrofoner i bestyrelseslokalet, en drone og forfølgelse af ansatte. 

Disse ting var TDC udsat for, da teleselskabet tilbage i 2019 skulle vælge den fremtidige udbyder af virksomhedens 5G-netværk, skriver det amerikanske medie Bloomberg på baggrund af ”omfangsrige” interne dokumenter, som mediet har set, samt interviews med et ”halvt dusin” involverede eller briefede parter i sagen.

Kampen om at blive leverandør af TDC’s 5G-netværk stod mellem kinesiske Huawei og svenske Ericsson, som i sidste ende løb med kontrakten. 

Alarmklokkerne begyndte ifølge mediet at ringe i TDC, da Huawei pludselig fremsatte et bud på opgaven, der var lavere end selskabets oprindelige bud og lavere end Ericssons.

TDC frygtede, at det pludseligt reviderede bud var et udtryk for, at man var blevet ”kompromitteret”, og at der blev lækket oplysninger til Huawei om modpartens bud, hvorfor man, ifølge Bloomberg, indledte en intern undersøgelse.

Den interne undersøgelse fandt frem til skjulte mikrofoner i bestyrelseslokalet. Det betød, at man flyttede sine operationer i forbindelse med udbuddet til advokatfirmaet Plesner. Samme dag som dette skete, blev Plesner ifølge mediet ramt af et større DDoS-angreb.

Hos Plesner observerede man en aften ifølge mediet, at en drone svævede foran et vindue i 15. sals højde, samme sted som TDC havde indkvarteret sig, og hang i 10 minutter foran et lokale, hvor der stod fortrolige oplysninger på en tavle.

Samtidigt oplevede en efterforsker på sagen, at en person tog billeder af vedkommende, da han var ude med nogle venner, og at personen med kameraet skyndte sig væk, da vedkommende blev konfronteret.

Overfor mediet afviser Huawei beskyldninger om, at man skulle have noget med alt dette at gøre. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også