Elon Musk forsøger at berolige ansatte i mail efter svært år
![Foto: Pool New/Reuters/Ritzau Scanpix](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/14761433/363i12/ALTERNATES/schema-16_9/20221228-234734-3-3678x2706ma.jpg)
Vanskeligheder med forsyningskæderne hos Teslas fabrik i Shanghai samt svindende tillid til Elon Musk har skåret en stor luns af elbilproducentens markedsværdi i 2022.
Det skriver Sky News, der har set mailen fra topchefen i Tesla foruden Twitter, SpaceX, The Boring Company og Neuralink.
Her opfordrer han de ansatte til de næste dage at hjælpe til frivilligt, hvor det er muligt.
- I øvrigt skal I ikke lade jer gå på af aktiemarkedsvanviddet. Som vi demonstrerer vores vedvarende fremragende præstation, vil markedet anerkende det, fremgår det af mailen.
- På lang sigt tror jeg i høj grad, at Tesla vil være det mest værdifulde selskab i verden, fortsætter han.
Der er imidlertid lang vej til at blive verdens nummer et målt på markedsværdien. Alene i december er aktien faldet over 42 pct., mens den i år er drattet mere end 68 pct. Målt på markedsværdien betyder det et fald til knap 356 mia. dollar fra over 1100 mia. dollar ved indgangen til 2022.
Til sammenligning er markedsværdien i verdens mest værdifulde selskab, Apple, over 2005 mia. dollar.
Elon Musk har i det forgangne sat sine investorernes tålmodighed på prøve, da han tilbage i april fremlagde et bud på det sociale medie Twitter på 44 mia. dollar. Opkøbet blev efter længere tids tovtrækning mellem topchefen og det sociale medie realiseret i oktober.
Overtagelsen var blandt andet finansieret gennem salg af aktier i Tesla, og alene i år har Elon Musk solgt aktier i elbilproducenten for nær 40 mia. dollar.
Som topchef for nu i alt fem selskaber frygter investorerne, at Elon Musks opmærksomhed i for høj grad er rettet mod Twitter.
I december meddelte topchefen da også, at han vil fratræde direktørstillingen i det sociale medie, så snart en tilpas ”tåbelig” afløser er fundet.
- Jeg vil fratræde som administrerende direktør, så snart jeg har fundet en, der er tåbelig nok til at tage jobbet. Efter det vil jeg kun lede software- og serverafdelingen, skrev Elon Musk i et tweet den 21. december.
Også covid-19 har i 2022 givet udfordringer til Tesla, hvis fabrik i Shanghai har måttet arbejde på dæmpet blus som følge af flere nedlukninger i Kina. Fabrikken ventes snart at holde lukket i forbindelse med det kinesiske nytår, erfarer Reuters.