Ericsson sætter 5G op i Grønland

Tre grønlandske byer får som de første i landet adgang til det hurtige 5G-netværk fra 1. november.
Tele Qingaaq. Teleknudepunkt på Grønlands højeste punkt beliggende 20 minutters flyvetur fra Nuuk. | Foto: Tusass / PR
Tele Qingaaq. Teleknudepunkt på Grønlands højeste punkt beliggende 20 minutters flyvetur fra Nuuk. | Foto: Tusass / PR
af ritzau

For første gang bliver det muligt at benytte sig af det hurtige 5G-netværk i Grønland.

Byerne Sisimiut, Maniitsoq og Narsag på vestkysten fungerer som testbyer for det nye netværk.

Det er Tusass, som er Grønlands udbyder af telefoni og internet, og det svenske telekommunikationsselskab Ericsson, der i samarbejde står bag testforsøgene. Det oplyser Tusass i en pressemeddelelse.

Det vil fra 1. november være muligt at benytte 5G-netværket i de tre grønlandske byer.

Ericsson er leverandør af den 4G-forbindelse, som i dag er tilgængelig i det meste af landet.

Ifølge administrerende direktør for Tusass Kristian Reinert Davidsen betyder 5G meget for grønlænderne.

”Ved at udrulle 5G vil vi berøre alle grønlænderes hverdag. Mobilforbindelser er ekstremt vigtige i Arktis, og for mange familier og husstande i Grønland er det den eneste måde at kommunikere på,” siger han i en pressemeddelelse fra Ericsson.

Ifølge det grønlandske medie Sermitsiaq.AG vil yderligere ti grønlandske byer være de næste, der får adgang til 5G - herunder hovedstaden Nuuk.

I første omgang vil internetprodukterne kun være tilgængelig for privatkunder. Tusass arbejder dog på også at kunne levere løsningen til erhvervskunder, oplyser Kristian Reinert Davidsen til Ritzau.

5G er den nyeste generation af mobilnetværk og er altså det internet, man får igennem mobilmasterne.

Netværket er betydeligt hurtigere end dets forgænger kaldet 4G. Man kan for eksempel hente en HD-film på få sekunder.

5G giver også adgang til flere brugere på samme tid sammenlignet med 4G.

Grønland er i langt højere grad end andre lande afhængig af netværk igennem mobilmaster. Det forklarer Kristian Reinert Davidsen.

”I andre lande kan fiberkabler graves ned i jorden, men det er ekstremt vanskeligt og ikke økonomisk rentabelt i Grønland.”

”Det meste af Grønland bliver derfor et trådløst 5G-land, hvilket betyder, at Tusass ikke skal forlænge fiberoptiske kabler ud til hver enkelt husstand,” siger han.

Yousee rykker ind på fynsk fibernet

Dansker stiger til tops hos Nokia-producent

Mobilselskab sender kvinde i koma til inkasso

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også