Yousee hæver priserne: Omkostningerne stiger

Yousee hæver priserne på visse bredbånds- og mobilabonnementer pr. 1. januar 2023 som følge af øgede omkostninger til netværksleverandøren og til køb af indholdsrettigheder.
Foto: PR
Foto: PR
af NIKOLAJ HARDING

For at dække for øgede omkostninger til netværksleverandøren og til køb af indholdsrettigheder øger Yousee priserne på visse bredbånds- og mobilabonnementer pr. 1. januar 2023.

Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

”Jeg tror, alle danskere har kunnet mærke, at alting er blevet dyrere. Vi er derfor meget opmærksomme på, at det er udfordrende tider for vores kunder. Derfor arbejder vi som ansvarlig operatør på at finde den rette balance mellem at drive holdbar virksomhed og have et forsvarligt prisniveau over for vores kunder”, siger Christian Morgan, adm. direktør for Yousee, i pressemeddelelsen.

For visse bredbånds- og mobilabonnementer vil prisen derfor stige med 10 kr. ved årsskiftet.

”Vi justerer prisen som reaktion på de prisforhøjelser, vi har modtaget fra vores netværksleverandør. Også her har vi forsøgt at holde prisen i ro på så mange abonnementer som muligt i en tid med høj inflation og generelt stigende omkostninger”, siger Christian Morgan.

Priserne for faste tv-pakker og Bland Selv til privatkunder bliver hævet med 20-40 kr., hvor dem med mindst indhold i pakkerne står overfor den mindste stigning, mens dem med mest indhold står overfor den største stigning.

Prisstigningerne på tv-pakkerne handler ifølge Yousee om, at omkostningerne i forbindelse med rettighederne til blandt andet Premier League, Champions League og slutrunder er vokset ”voldsomt”.

Ifølge Christian Morgan handler det derfor ikke om, at man hæver priserne for at øge indtjeningen fra kunderne.

”Vi hæver priserne på vores tv-pakker, fordi omkostningerne til tv-rettigheder og særligt sportsrettigheder stiger så voldsomt. Det er vi nødt til at reagere på. I en tid hvor vi desuden er ramt af inflation og stigende energipriser bliver vi nødt til at sende dele af den samlede regning videre”, siger Christian Morgan.

Yousee regner med at melde ud til de berørte kunder i løbet af oktober og november.

Yousees opgør med tv-pakker får blandet modtagelse hos konkurrenter

Yousee-chef om usikker TV-fremtid: Vi må tage et skridt ad gangen

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også