Organisationer i opråb inden afstemning om mobilovervågning

Fagforeninger og organisationer kommer med en sidste appel til Folketinget, inden nye logningsregler vedtages.
Foto: PR
Foto: PR
Af Ritzau

En lang række fagforeninger, menneskeretsorganisationer og juridiske foreninger kommer med et sidste opråb, inden Folketinget torsdag formiddag stemmer om nye logningsregler.

Advarslen lyder, at overvågningen af danskernes mobiltelefoner fortsætter på trods af de nye regler.

”Det er dybt skuffende, at regeringen har valgt at ignorere opråbet fra civilsamfundet om at stoppe den ulovlige overvågning, siger Dan Hindsgaul,” som er chef for policy og kommunikation i Amnesty Internationals danske afdeling.

”I stedet vælger man – i strid med EU-Domstolens praksis og i strid med internationale menneskerettigheder – at fortsætte stort set uændret med masseovervågningen af danskerne.”

Logningen kan give oplysninger om, hvornår og til hvem et opkald er foretaget, eller hvem der er sms’et til.

Logningen kan også fortælle, hvor i landet det er foregået, og hvor lang tid opkaldet har varet.

Torsdag tredjebehandles lovforslaget om nye logningsregler. Forventningen er, at det vil blive stemt igennem af et flertal bestående af regeringen, Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

Justitsministeriet har længe erkendt, at Danmark har været nødsaget til at ændre logningsreglerne. EU-domstolen har nemlig flere gange har slået fast, logningen er i strid med EU-retten.

Med de nye regler vil logningen ifølge regeringen være målrettet til at omfatte områder, hvor to tredjedele af befolkningen i Danmark bor.

Men selv med en ny logningsbekendtgørelse er der risiko for, at Danmark vil tabe en eventuel kommende sag hos EU-domstolen. Det har justitsminister Nick Hækkerup (S) selv erkendt.

Og det er foruroligende, at regeringen er villig til at løbe en procesrisiko, mener Grit Munk, der er chefkonsulent i Ingeniørforeningen IDA.

”Det indikerer jo, at man bevidst søger at presse masseovervågningen til den yderste grænse for, hvad der er rimeligt i forhold til beskyttelsen af privatlivets fred og ytringsfriheden,” siger hun.

Foreningen mod Ulovlig Logning har sagsøgt staten og søgt om at få erklæret logningsreglerne ugyldige.

Det er senest blevet afvist ved Østre Landsret. Men de har fået sagen for Højesteret, der vil begynde med hovedforhandling 17.–18. marts.

Justitsministeriet har krævet sagen afvist, netop fordi logningsreglerne er på nippet til at blive ændret. Det har støttepartierne været stærkt utilfredse med.

Onsdag - altså dagen før afstemningen - er Nick Hækkerup kommet med et ændringsforslag, som betyder, at de nye regler træder i kraft på den dag, hvor Højesteret afsiger sin dom.

Det er uvist, hvornår det præcis er. Men det betyder altså, at sagen kan blive afsluttet, inden den nye bekendtgørelse træder i kraft.

”I et demokrati skal man ikke bruge lovgivningen til at afskære en lille forening fra at kunne føre en sag. Så jeg synes, at det er en fin imødekommelse af ministeren,” siger SF’s retsordfører, Karina Lorentzen.

Hun pointerer, at det ikke ændrer på, at SF vil stemme nej ved tredjebehandlingen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også