Styrelse lader jyske fiberselskaber slippe for milliondyre slag

Et energiselskab slipper for at blive reguleret, mens et andet står til at blive underlagt færre forpligtelser end først antaget, viser et nyt udkast til fremtidens regulering af bredbåndsmarkedet. Det vækker glæde.
Foto: Christian Klindt Sølbeck/INDBLIK
Foto: Christian Klindt Sølbeck/INDBLIK

Efter hård kritik og frygt for dyre bredbåndspriser til kunderne har Erhvervsstyrelsen slækket på sine planer om at regulere mindre selskaber på bredbåndsmarkedet.

Det fremgår af styrelsens seneste udkast til en kommende regulering, der er offentliggjort i december.

Baggrunden for reguleringen er, at både store og små energiselskaber over en årrække har investeret milliarder i fibernet, og nu er blevet så dominerende, at der i Erhvervsstyrelsens øjne skal gribes ind for at sikre konkurrencen. 

Oprindeligt mente styrelsen, at det mindre jyske energiselskab GEV med et fibernet, der når over 4000 kunder, havde fået en stor markedsposition i sit forsyningsområde i Grindsted og derfor skulle udpeges til at være en såkaldt SMP, altså et selskab med en stor markedsposition, på samme måde som TDC og energikæmpen Norlys.

Når man bliver udråbt til SMP, kan Erhvervsstyrelsen gøre brug af en række værktøjer for at sikre konkurrence. Udsigten til at blive udpeget til det førte til hård kritik fra adm. direktør René Heiselberg Gier, der overfor ITWatch i november kaldte planen for utilstedelig.

"Der er ingen proportionalitet i tingene. Vi er en by med cirka 10.000 indbygger, og vi ligger typisk tre infrastrukturudbydere side om side, når vi graver i nye områder. Hele Grindsted er også etableret med det daværende antenneforenings coax-net. Så vi har i virkeligheden bragt konkurrence ind på det her område," sagde GEV-direktøren og advarede mod, at omkostningerne ved mere regulering ville blive flyttet over på kunderne.

Nu har Erhvervsstyrelsen besluttet at lade GEV slippe for at være en SMP. Begrundelsen er, at GEV's marked er unikt, fordi TDC også dækker de fleste husstande med en konkurrencedygtig infrastruktur i form af et foreningsejet coax-net.

Ifølge styrelsen har 96 pct. af de 4200 husstande mulighed for at vælge bredbånd gennem både fiber og coax-infrastrukturen.

"Den høje dækning med to eller flere infrastrukturer er unik for delmarkedet GEV Elnet, og der er ikke andre delmarkeder, hvor den parallelle dækning med højkapacitetsinfrastruktur er tilnærmelsesvis lige så høj," skriver Erhvervsstyrelsen.

De nye toner vækker glæde i Grindsted.

"Jeg er bestemt godt tilfreds. Og jeg er særligt glad for, at der er blevet lyttet i den dialog, som vi har haft med Erhvervsstyrelsen," siger René Heiselberg Gier.

Han fremhæver, at GEV's fibernet allerede er åbent, så Stofa, Yousee og andre, der ønsker at sælge internet og tv, kan leje sig ind, hvis de vil. Og så hæfter han sig ved, at GEV slipper for at blive tvunget til at bruge penge på at koble sig op på eksempelvis engrosplatformen Opennet.

Hvad betyder det for jer, at I ikke bliver udråbt til SMP?

"Vi fortsætter, som vi hidtil har gjort. Vi er stadig et åbent net, for de potentielle indholdsleverandører, der måtte have lyst. De har stadig mulighed for at få adgang, så der er ikke noget konkret, der har ændre det."

Hvad er det, I slipper for?

"Det er ekstraregninger og bureaukrati. Vi slipper for, at andre tager stilling for os og eksempelvis tvinger os over i Opennet. Vi har ikke lavet eksakte beregninger af det, men det er i hvert fald dyrere, end det vi har i dag, og det er der kun en til at betale – og det er kunden," siger René Heiselberg Gier og understreger, at han grundlæggende er tilfreds med selv at kunne træffe beslutningerne.

"Viser det sig at være den bedste løsning for vores kunder at være på eksempelvis Opennet-platformen, så kan det godt være vi vælger det over tid, men det er en beslutning, som træffes her i Grindsted."

Er godt tilfreds

GEV Fibernet er det eneste selskab, som får fjernet SMP-stemplet.

Et andet sted i Jylland må Jørgen Mosegaard se i øjnene, at energiselskabet Energi Ikast fortsat står til at blive udråbt som SMP trods hans store protester.

Men den adm. direktør er alligevel tilfreds med det nye udkast, fordi det imødekommer Energi Ikast på et centralt punkt.

"Vi er overordnet glade for den udvikling, det har taget," som han siger.

Oprindeligt ville Erhvervsstyrelsen have, at Energi Ikast skulle ombygge sit netværk, så andre udbydere kunne få adgang til det via en central platform som Opennet. Men det ville ifølge Jorgen Mosegaard koste 8 mio. kr.

Nu mener styrelsen, at sådan et krav vil være ude af proportioner, netop fordi det koster for mange penge at ombygge Energi Ikasts infrastruktur til at håndtere integrationen til Opennet eller TDC's engrosplatform.

"Vi bliver selvfølgelig stadig overvåget på en eller anden måde, og vi kommer også til at introducere flere konkurrenter til Altibox. Men at vi ikke nødvendigvis skal tilbyde et produkt på en engrosplatform, som vil være alt for dyr for os, det er vi sådan set glade for," fortæller Jørgen Mosegaard.

I stedet kan Energi Ikast nøjes med at tilbyde udbydere at få adgang til deres rå fiber.

"De kan bare sætte udstyr op i vores teknikbygning og tilbyde vores kunder deres produkt den vej igennem," fremhæver han.

TDC kan stå tilbage som vinder ved fiber-regulering

Energiselskabernes milliardinvestering i fibernet har vendt op og ned på bredbåndsmarkedet  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også