Højesteret afgør: Teleselskab skal selv betale for ødelagt kabel efter grøfterens

Højesteret siger, at kommune ikke havde pligt til at undersøge ledningsejerregister inden oprensning af grøft.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Ritzau

I fire år har TDC forsøgt at få Hedensted Kommune til at betale en regning på 23.489 kroner og 82 øre på grund af et overgravet telekabel. Men nu må selskabet i stedet selv til lommerne og betale langt mere.

Sagen har været ført gennem tre retsinstanser, og mandag har Højesteret truffet endelig afgørelse i sagen: Hedensted Kommune frifindes.

Sagen drejer sig om et nedgravet 200-tråds aluminiumskabel, der ligger nedgravet langs Ørumvej ved Daugård i Hedensted Kommune.

Tilbage i sommeren 2016 var en kommunal traktorfører i gang med at rense en grøft langs vejen. Grøfterenseren, som var monteret på traktoren, beskadigede kablet, som efterfølgende måtte repareres.

TDC, som ejer kablet, mente, at kommunen skulle have indhentet oplysninger fra det såkaldte ledningsejerregister om, hvorvidt der var nedgravede kabler i området. Det skal man nemlig gøre i forbindelse med gravearbejde.

Men kommunen stillede sig på bagbenene over for påstanden om, at der skulle være tale om gravearbejde. Der var tale om grøfteoprensning, som er noget andet.

I januar 2018 traf Retten i Horsens afgørelse i sagen. Hedensted Kommune blev dømt til at erstatte skaden formedelst 23.439 kroner og 82 øre. Men kommunen nægtede og ankede dommen til Vestre Landsret.

Her blev der i oktober 2019 truffet afgørelse til fordel for kommunen, som blev frifundet. Derudover blev TDC dømt til at betale knap 50.000 kroner i sagsomkostninger til kommunen.

Men sagen var ikke slut endnu. Med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet blev sagen indbragt for Højesteret. Og her er landsrettens dom altså blevet stadfæstet.

Højesteret har desuden lagt 35.000 kroner oven i de sagsomkostninger, som TDC allerede var dømt til at betale. Dertil kommer en regning på et ukendt beløb til TDC's egen advokat.

De fem dommere i Højesteret var imidlertid ikke enige om deres afgørelse.

Dommerne Lars Hjortnæs og Jørgen Steen Sørensen stemte begge for, at kommunen var ansvarlig for skaden. Men et flertal bestående af Marianne Højgaard Pedersen, Jon Stokholm og Vibeke Rønne stemte til fordel for kommunen.

Retssager, som indledes i byretten, kommer kun for Højesteret, når de skønnes at have principiel karakter. Sagen fra Hedensted Kommune har da også været så principiel, at to organisationer er gået ind i sagen som såkaldte biintervenienter.

På TDC's side meldte brancheorganisationen Teleindustrien sig under fanerne, mens Kommunernes Landsforening gik ind i sagen på Hedensted Kommunes side.

Højesterets dom kan ikke ankes og er dermed endelig.

TDC skærper konkurrencen om jyske bredbåndskunder

Yousee scorer op mod en halv mia. kr. uden brug af knofedt 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også