Grønlandsk tech-startup kæmper med kapital: "Vi spiser gerne elefanten i bidder"

Den grønlandske tech-startup Attavik vil skabe mobildækning i udkantsområder, hvor teleselskaberne ikke har en interesse i at sætte mobilmaster op. Potentialet er kæmpestort, lyder det fra direktør, der dog kæmper med at rejse kapital og er blevet yderligere udfordret at coronakrisen.
Poul Holm (tv.), medstifter af Attavik, John Siegstad (midten), adm. direktør i Attavik, og Jeanne Holm (th), medstifter af Attavik. | Foto: Maria Trustrup
Poul Holm (tv.), medstifter af Attavik, John Siegstad (midten), adm. direktør i Attavik, og Jeanne Holm (th), medstifter af Attavik. | Foto: Maria Trustrup

De fleste grønlandske startups kaster sig typisk over turisme- eller fiskeindustrien, men Attavik har valgt at spille på en anden boldbane.

Attavik er således Grønlands første tech-startup og opererer på teleområdet. Selskabets idé er at lave en løsning, så man i områder uden mobil- eller internetdækning alligevel kan kommunikere med andre i området via sin mobiltelefon.

"Det er rigtig mange teknologier, der giver mulighed for at skabe forbindelse til internettet eller skabe mobildækning. Det, der gør os og vores løsning unik, er, at vi tilbyder folk med en smartphone at kunne ringe og sende beskeder til andre mennesker i et lokalområde helt uden dækning," fortæller John Siegstad.

Han er adm. direktør i Attavik, som er stiftet af Poul og Jeanne Holm. De fik idéen til Attavik – der betyder 'forbindelse' på grønlandsk – for godt ti år siden, da stod på hver deres side af en fjord i Nuuk og ikke kunne komme i kontakt med hinanden, fordi der ikke var mobildækning.

Ægteparret satte sig for at gøre noget ved problemet og stiftede Attavik, som John Siegstad, der har en lang karriere i den grønlandske teleindustri bag sig, har været direktør for siden begyndelsen af 2019.

Formålet med Attaviks løsning er således at skabe mobilforbindelse i øde områder som Grønland og andre steder i verden, hvor teleselskaberne ikke har sat mobilmaster op.

I praksis foregår det via Attavik-radioer, som skaber et massenetvæk. Hvis blot en Attavik-enhed har mobildækning eller adgang til internettet via en hovedbase i hjemmet, kan alle med en Attavik-enhed i området, kommunikere med hinanden via en Attavik-app på deres smartphone.

Blåstempling fra EU

Lige nu er Attavik i gang med at teste en prototype af radioen og er ved at færdigudvikle appen. Den største udfordring, som selskabet står med, er at rejse kapital, så produktet kan blive færdigudviklet og sendes ud på markedet.

Attavik, der tidligere har rejst penge hos Greenland Venture og Innovationsfonden, har brug for yderligere 10 mio. kr. for at komme helt i mål med løsningen.

"Men vi spiser gerne elefanten i bidder, og med 4 mio. kr. ville vi kunne gøre vores radio færdig. Den ville ikke være pakketeret pænt, men vi vil kunne stå med den endelige version af radioen og så mangle en helt masse ting udenom. Det er lidt det, vi stiler efter lige nu."

ITWatch mødte første gang Attavik-holdet i marts 2019 under Mobile World Congress-messen i Barcelona. Dengang var målet, at 2019 skulle være året, hvor man landede en stor kapitalindsprøjtning.

Det lykkedes ikke, men John Siegstad fortæller, at Attavik kom langt i EU's støtteprogram Horizon 2020. Programmet giver midler til innovationsprojekter og virksomheder, og Attavik var tæt på at komme igennem nåleøjet og få en bevilling.

EU vurderede Attavik til at være et interessant projekt, og virksomheden scorede over grænsen for at opnå støtte, men desværre var der ikke budget til at uddele flere støttekroner, og derfor måtte den grønlandske virksomhed nøjes med et såkaldt 'Seal of Excellence'.

"Det er et fint diplom, der siger, at vores projekt har scoret rigtig flot, og at de under normale omstændigheder faktisk gerne ville have støttet os. Men det kunne desværre ikke lade sig gøre på grund af nogle budgetmæssige begrænsninger, så det lykkedes desværre ikke."

Coronakrisen udfordrer

Under normale omstændigheder ville brevet fra EU være med til at sparke nogle døre ind hos investorer rundt omkring i Europa, men coronakrisen har sat en stopper for den øvelse, fortæller direktøren.

I begyndelsen af 2020 var Attavik i gang med at finde venturefonde og business angels, men coronapandemien satte hurtigt det meste på pause. Beskeden fra mange af investorerne var, at de gerne ville have lidt ekstra kapital liggende på kistebunden, hvis nogle af deres tidligere investeringer skulle få behov for hjælp under krisen.

"Risikovilligheden er klart på tilbagetog i forbindelse med coronaen," siger John Siegstad og tilføjer, at det også er sværere at opbygge en relation til mulige investorer, fordi man ikke kan mødes fysisk.

"Og ofte vil investorerne foretrække at investere i virksomheder, de enten kender i forvejen, eller som de har fået en reference på fra nogen, de kender i forvejen. Det er sværere at komme ind fra gaden, end det var før coronakrisen."

For halvandet års tid siden flyttede John Siegstad til Danmark og åbnede et Attavik-kontor i iværksættermiljøet InQuations lokaler i Høje Taastrup. Tanken var, at den grøndlandske virksomhed kunne få sparring med andre tech-iværksættere, men også komme tættere på mulige danske investorer.

Det viste sig dog, at interessen fra investorerne i Danmark ikke var så stor, og derfor valgte Attavik at kigge ud i Europa. Nu er situationen vendt en smule på hovedet, og den grønlandske startup vil igen forsøge at opspore kapitalmuligheder herhjemme.

Stort potentiale

Lige nu har virksomheden penge til at holde forretningen kørende indtil sommeren 2021, lyder det.

"Det er i slutningen af første halvår 2021, at vi kan se, at det for alvor begynder at snerpe til," siger John Siegstad og understreger, at han stadig er fortrøstningsfuld på Attaviks vegne på trods af udfordringerne.

Ifølge direktøren ligger der er kæmpe potentiale i løsningen, da der på verdensplan er millioner af mennesker, der stadig ikke har adgang til mobil- og internetnetværk. Og han understreger, at det formentlig ikke vil ændre sig, selvom 5G og senere 6G bliver udrullet.

"Hvorfor i alverden skulle de områder, der i dag ikke har 4G få 5G i morgen?" spørger John Siegstad.

Han er overbevist om, at teleselskaberne rundt omkring i verden vil fokusere på områder, hvor der bor mange mennesker i stedet for at kigge på udkantsområderne.

Attavik kan hjælpe i de områder, hvor det også vil være muligt at forlænge 5G-netværket, uden at teleselskaberne skal ud og sætte store mobilmaster op.

"Så på den måde ser vi ikke 5G eller andre teleoperatører som konkurrenter. Vi forlænger deres netværk der, hvor de måske selv har lidt bøvl med at sætte endnu en mast op." 

Grønlands første tech-startup jagter gennembrud med amerikansk patent

EU-domstol: Masseindsamling af data er ulovlig 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også