Telenor får adgang til hele Norlys' fibernet

Norlys åbner nu hele sit fibernet til Telenor, som fremover kan tilbyde hurtigt internet til 760.000 jyske adresser via Norlys' fibernet.
Foto: PR/Telenor
Foto: PR/Telenor

Telenor har indgået en aftale med Norlys, som betyder, at teleselskabet fremover får adgang til hele energiselskabets fibernet.

Det oplyser parterne i en meddelelse.

Telenor indgik sidste år en aftale med Norlys, som er et resultat af fusionen mellem SE og Eniig, om adgang til en del af fibernettet. Det gjaldt Norlys' fibernet i Midt- og Nordjylland, som tidligere var Eniigs område.

Nu udvides aftalen, så Telenor også får adgang til det tidligere SE-område, hvilket betyder, at Telenor fremadrettet vil dække godt 760.000 jyske adresser via Norlys' fibernet.

"I Telenor har vi en ambition om at levere de bedst mulige forbindelser til flest mulige danskere. Derfor er jeg glad for, at vi har indgået endnu en aftale, der styrker Telenors position på markedet for fiberbredbånd," siger Jesper Hansen, adm. direktør i Telenor, i meddelelsen.

"Ved at give kunderne mulighed for at samle deres mobil- og fiberforbindelse ét sted, slipper de for unødigt besvær og kan samtidig høste de økonomiske fordele, der ligger i at samle familiens mobil- og internetforbindelser hos én udbyder."

Telenor og Norlys regner med, at alle Telenor-kunder vil kunne få adgang til hele Norlys' fibernet inden udgangen af 2020.

Teleselskabet har for nylig også indgået aftaler med Nord Energi og Thy-Mors Energi om adgang til deres fibernet.

Åbning af net

Den nye aftale mellem Telenor og Norlys er indgået via Opennet, som også leverer den tekniske løsning, der skal koble Telenors kunder til Norlys' fibernet.

Norlys har tidligere været i vælten, fordi selskabet i 2007 meldte ud, at man ville åbne sine fibernet. Ifølge en rapport fra Konkurrencestyrelsen har Norlys dog ikke siden prioriteret en åbning af fibernettene.

I efteråret understregede adm. direktør i Norlys, Niels Duedahl, at man inden for et år ville have åbnet alle sine fibernet.

"De fibernet, vi selv ejer, vil være åbne for andre aktører inden udgangen af tredje kvartal næste år," sagde han til ITWatch.

I dag glæder Norlys sig over, at Telenor nu får adgang til hele selskabets fibernet.

"Åbningen af fibernettet sikrer forbrugerne meget mere valgfrihed og er helt i tråd med vores ønsker om større adgang til fibernettet for flere. Vi har hele tiden haft som målsætning at åbne fibernettet for alle interesserede, og derfor glæder vi os over at kunne byde Telenor velkommen i et udvidet samarbejde," siger Torben Poulsen, fiberdirektør i Norlys.

"Der er stor interesse for at være en del af vores fælles fiberprojekt, og vi er glade for at Telenor, som en så markant aktør på det danske telemarked, kan se mulighederne ved et samarbejde, så endnu flere danskere kan få glæde af fibernettet."

Telenor indgår aftale med energiselskab om adgang til fibernet

Telenor udnævner ny topchef i Danmark 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også