Vodafone belønnes for stærke tal og fastholdt udbytte
![Foto: Ben Stansall/AFP / AFP](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article12135200.ece/ALTERNATES/schema-16_9/doc7ajilcvveolw53aqcf1.jpg)
I usikre tider er en stabil kurs højt værdsat på finansmarkederne, og tirsdag belønnes den britiske telekæmpe Vodafone for netop stabile takter.
I sit fjerde kvartal 2019/20, der sluttede med udgangen af marts, toppede selskabet endda forventningerne i markedet, og i en tid, hvor mange selskaber sløjfer udbytterne grundet coronakrisen, holder Vodafone fast og varsler en udlodning på 4,5 eurocent per aktie - samme niveau som året før.
Samtidig varsler Vodafone, at planen om at sælge eller børsnotere en del af selskabets sendemastaktiviteter, der omfatter omkring 58.000 master, er på sporet.
Den første del af forretningsbenet, der ifølge Bloomberg News selvstændigt ventes få en værdi mellem 8 og mere end 20 mia. euro blandt analytikerne - afhængigt af forhold som mastedelingsaftaler og gæld - ventes afhændet eller selvstændigt børsnoteret i starten af 2021.
Og selv om Vodafone venter "betydelige" effekter fra coronakrisen, var resultaterne i fjerde kvartal og hele 2019/20 fortsat pæne.
I fjerde kvartal steg serviceomsætningen således organisk med 1,6 pct. mod konsensus om 0,9 pct. blandt analytikerne ifølge estimater fra Bloomberg News.
For hele 2019/20 blev omsætningen hos Vodafone 44,97 mia. euro mod ventet 44,63 mia. euro, og det justerede driftsresultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) endte på 14,88 mia. euro mod ventet 14,82 mia. euro.
Vodafone-aktien stiger over middag tirsdag med 8,9 pct. til 123,04 pence på børsen i London.
Udfasning af Huawei i Storbritannien bliver dyrt og langvarigt