TDC's 32-årige kassemester: "Tid er en knap ressource for mig"

Lasse Pilgaard har i en alder af bare 32 år sat sig på posten som finansdirektør i TDC, og det optager hans tid for nu. Men en dag vil han gerne selv stå i spidsen for en virksomhed, fortæller han, der prioritererer sin tid benhårdt. Børn og arbejde kommer først – venner og hobbyer må vente.
Lasse Pilgaard har været finansdirektør i TDC siden marts 2019. | Foto: Gregers Tycho/ERH
Lasse Pilgaard har været finansdirektør i TDC siden marts 2019. | Foto: Gregers Tycho/ERH

Der er to ting, Lasse Pilgaard sætter over alt andet.

Den ene er hans to sønner på et og fire år. De bliver afleveret i daginstitution af deres far "de fleste dage" om ugen – og ser ham som minimum igen omkring aftensmåltidet.

Og så er der jobbet som finansdirektør i TDC, en virksomhed med flere end 7000 ansatte og en omsætning på 17,3 mia. kr. Her går en del af tiden med at stå i front for den store opsplitning, hvor man river de kundevendte forretninger væk fra infrastrukturen.

"Tid er en knap ressource for mig, så jeg prioriterer familie og arbejde. Venner og hobbyer har desværre både tredje og fjerde prioritet. Sådan har jeg valgt at leve mit liv – netop fordi jeg brænder så meget for det her projekt om, hvordan vi skaber fundamentet for Danmarks digitale fremtid," fortæller han til ITWatch.

Hvor andre 32-årige er ved at løbe en karriere i gang, har Lasse Pilgaard allerede opnået mere, end de fleste vil nå i et langt arbejdsliv. I marts blev han nummer to i Danmarks største teleselskab. Vel at mærke i en tid, hvor TDC er i gang med en af sine største omstillinger nogensinde, fordi ejerne har besluttet at opsplitte det i to enheder.

Inden da var han strategidirektør og sad centralt placeret, da den daværende ledelse med nu forhenværende adm. direktør Pernille Erenbjerg og finansdirektør Stig Pastwa i spidsen ville fusionere med medieselskabet MTG.

Den plan faldt til jorden, og i stedet blev TDC opkøbt af de tre danske pensionskasser ATP, PFA og PKA og den australske investeringsbank Macquarie, som tog teleselskabet af fondsbørsen.

"Jeg stoppede med at tælle timer på min arbejdsplads for noget tid siden," forklarer Lasse Pilgaard.

"Da vi kørte MTG-processen, havde jeg nok svaret, at jeg arbejdede et trecifret timeantal på en uge. Men det er heldigvis ikke repræsentativt. Jeg når stort set hver dag hjem og spise med min familie, putte børnene, og jeg henter også mindst én gang om ugen. Og så arbejder jeg to-tre timer om aftenen, inden jeg går i seng."

Hans sønner vågner allerede klokken seks, så han når at se dem om morgenen.

"Og så bestræber jeg mig på at komme hjem, inden de skal puttes. Gerne om eftermiddagen, men som minimum så jeg kan spise aftensmad med dem. Så tænder jeg computeren, når de er gået i seng, og får ordnet det sidste arbejde," siger Lasse Pilgaard og tilføjer:

"Det betyder selvfølgelig, at der er mindre tid til alt, der ikke handler om arbejde og familie, men det er en prioritet, jeg har lavet."

Et naturligt svar

Der er sket meget siden 2017. Dengang Lasse Pilgaard i sin rolle som strategichef var dybt involveret i planerne om at fusionere TDC med medieselskabet MTG.

Nu skal han være i front for en helt anden plan. Med MTG ville man skabe en medie- og telekæmpe, der satte sig på hele værdikæden fra kablerne i jorden til produktionen af indholdet på toppen.

De nye ejere har åbent erklæret, at de er mest interesserede i infrastukturen. Derfor har man splittet TDC i Nuuday, hvor alle kundevendte forretninger som Yousee og Telmore er placeret, mens man i Netco har lagt kontrollen med kabler, mobilmaster og salg af kapacitet til andre selskaber – wholesale.

Lasse Pilgaard ser opsplitningen af TDC som et naturligt svar på, at hele telemarkedet har ændret sig markant.

"Kunderne går helt nye veje i deres medieforbrug. Så spørgsmålet er, hvordan vi kan ændre TDC, så selskabet både kan konkurrere med infrastrukturspillere som energiselskaberne, der graver fiber, men også samtidig være i stand til at konkurrere med de agile internationale spillere inden for digitale services og underholdning, der hele tiden skaber nye løsninger på toppen af vores netværk," forklarer han.

TDC's investeringer i fiber har Lasse Pilgaards opmærksomhed. | Foto: Gregers Tycho/ERH
TDC's investeringer i fiber har Lasse Pilgaards opmærksomhed. | Foto: Gregers Tycho/ERH

Da fusionen med MTG styrtede i grus betød det, at Pernille Erenbjerg stoppede som øverste chef. Hun havde ikke hjertet med i de nye ejeres projekt, som hun forklarede. Siden forlod også Stig Pastwa koncernen.

Hvordan kan du med troværdigheden i behold tage ejerskab over en ny retning, når du var så involveret dengang som strategichef?

"En strategi er ikke statisk, men et resultat af de omgivelser en virksomhed har på et givent tidspunkt. Vi var gået fra at være børsnoterede til at være et privatejet selskab. I den proces fik vi en anden måde at tænke investeringer på, fordi vores ejere er mere langsigtede og derfor har en anden lyst til at investere i Danmark, end man ser i et børsnoteret selskab," forklarer Lasse Pilgaard:

"Når jeg kigger tilbage, havde vi den rigtige strategi – givet vores ejerstruktur. Men omgivelserne ændrede sig, da vi fik nye ejere, adgang til en anden type kapital, og så samtidig blev en virksomhed, der har alle sine aktiviteter i Danmark. Derfor skal strategien også tilpasses."

Markant yngre

Med sine bare 32 år er Lasse Pilgaard markant yngre end sin forgænger Stig Pastwa. Han var 48, da han tiltrådte som finansdirektør og havde haft samme position i både DSB og Codan.

Tilsvarende har Lasse Pilgaard ikke tidligere prøvet kræfter med tjansen som finansdirektør, men er opflasket i konsulentverdenen hos Mckinsey, inden han kom til kapitalfonden Creandum. Tiden som konsulent har givet ham en evne til at se tingene udefra, hvis han selv skal sige det.

"Man lærer at stille spørgsmålstegn ved status quo i konsulentverdenen. Og det har været et godt match hos TDC, hvor vi er nødt til at udfordre status quo for at være lige så relevante i de kommende 40 år, som vi har været de seneste 140 år."

Mere generelt trækker Lasse Pilgaard også markant ned i gennemsnitsalderen for ledere. En undersøgelse fra DI viser, at en leder i det private erhvervsliv i gennemsnit er 47,7 år, mens 44 pct. af alle ledere er over 50 år.

Hvad vil du sige til dem, der mener, at du er for ung til dit job?

"Min rolle er et produkt af en hel organisation. Jeg har mange ekstremt dygtige finans- og strategimedarbejdere i min organisation, og det er ikke mit job at kunne deres fagområde bedre end dem. Min fornemmeste opgave er at have overblik over, hvor markedet er på vej hen, og hvordan vi spiller de rigtige medarbejdere ind i de fagområder, hvor der er behov for dem, og samtidig får aktiveret al den viden, der er i organisationen."

"Derfor vil jeg give dig helt ret: Hvis jeg skulle sætte mig ved siden af en fagspecialist og udfordre ham på nogle nye, finansielle regnskabsregler, så ville det være ekstremt utroværdigt. Men i forhold til at sikre, at den nye strategi bliver implementeret, så den skaber værdi for vores samfund og aktionærer – der kommer jeg med stor troværdighed."

Sad i direktionen

At Lasse Pilgaaard overhovedet blev finansdirektør tilskriver han selv både held og flid. Fordi han var strategidirektør var springet ikke så stort, da Stig Pastwas stol blev ledig. De to havde dannet parløb om eksempelvis at lave afregningsmekanismerne mellem de to nye selskaber, Nuuday og Netco.

"Der var et tæt samarbejde mellem mit daværende ledelesteam, og hans daværende ledelsesteam – og Stig og jeg parallelt. Så da man først tog beslutningen og havde tilpasset organisationerne, så gav det mening, at det var én rolle i stedet for to, og det gav mening, at jeg fortsatte. Det var udramatisk og ikke særlig overraskende, for det var et naturligt skridt på den rejse, der var startet internt i TDC."

"Jeg sad allerede i direktionen som strategichef og havde været meget involveret i MTG-fusionen. Derfor var det naturligt, at jeg tog et stort ejerskab i detaljeudviklingen af, hvordan vi splittede TDC bedst, og hvordan vi efterfølgende investerer bedst i de to nye forretningsenheder," siger Lasse Pilgaard og konstaterer:

"Så jeg var nok heldig, at jeg var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Og så kom jeg hurtigt til at arbejde tæt på vores ejere med at realisere en strategi inden for de nye rammer, fordi jeg sad om strategichef."

Det er svært at putte Lasse Pilgaards arbejdsdag ned i en skabelon. Men hvis man alligevel skal gøre forsøget, består den typisk af tre ting. For det første møde med hans ledelesesgruppe.

"Så er jeg med til at sætte retningen for det, de sidder med, og hvis der er nogle områder, de har brug sparring til – om det går på medarbejdere eller indhold – så kan jeg være med til at løse det," siger han.

For det andet er han ofte til reviewmøder, hvor man tager temperaturen på nogle af TDC's store projekter.

"Vi kigger særligt meget på fiber. Som vi har meddelt i vores seneste regnskab, kommer vi til at investere over én mia. kr. mere i år, end vi gjorde sidste år. Så jeg skal hele tiden tage pulsen på, hvordan det går. Og om der er områder, hvor vi skal i en anden retning."

Og for det tredje bruger finansdirektøren meget tid på TDC's kommende og eksisterende medarbejdere.

"Når du skal på en rejse som TDC's, så er medarbejderne og deres kompetencemix afgørende. Vi skal udvikle de dygtige medarbejdere, vi har, og vi skal opbygge nye styrker. Det gør vi ved både at udvikle eksisterende medarbejdere og tiltrække nye," forklarer han.

Vil gerne stå i spidsen

At han overhovedet sidder i den position i dag, har aldrig været planlagt. Bare i tiden hos TDC er der sket store udskiftninger i ledelsen. Nogle er røget helt ud af koncernledelsen i forbindelse med opsplitningen, mens Lasse Pilgaard er kommet ind. Men selv om titlerne kun er blevet mere magtfulde, har han aldrig haft en karriereplan.

"Det har aldrig været sådan, at jeg har lavet en plan for, hvor jeg vil være om fem eller ti år, eller hvordan jeg får flere stjerner på skuldrene. Jeg tror, at jagten efter de spændende udfordringer gør, at jeg er kommet dertil, hvor jeg er kommet."

Hvad er næste spændende udfordring?

"Jeg har kun været finansdirektør i seks måneder. TDC er et ekstremt spændende sted at være, så lige nu drømmer jeg om at være den bedst mulige finansdirektør for TDC."

Drømmer du selv om at blive adm. direktør?

"Ja. En dag vil jeg gerne selv stå i spidsen. Men om det er TDC eller en anden virksomhed, er ikke noget, jeg bruger min tid på at spekulere over. Lige nu har jeg fuldt fokus på at være den bedst mulige finansdirektør for TDC."

32-årig skal udrydde mange års nedtur i TDC: "Opsplitningen er vendepunktet" 

TDC har slanket den øverste ledelse 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også