Teledatainstruks har sendt over 30 på fri fod

Suspenderingen af teledata betyder, at sager bliver udskudt, ligesom sigtede og tiltalte bliver løsladt.
Foto: Tobias Nicolai/JPA
Foto: Tobias Nicolai/JPA
AF RITZAU

Bunken af løsladte sigtede eller tiltalte og udsatte straffesager bliver stadig større som en direkte konsekvens af teledatainstruksen fra Rigsadvokaten.

I en mail til Ritzau oplyser Rigsadvokaten, at der per fredag 29. august klokken 16 var 34 sager, der er blevet udsat. 

Samlet er 32 personer fredag eftermiddag blevet løsladt. 

I en yderligere sag er et forhold blevet udskilt til en særskilt sag, og denne sag er så blevet udsat.

Rigsadvokaten suspenderede 18. august midlertidigt brugen af teledata som bevis i to måneder, fordi nye fejl rejste tvivl om, hvorvidt politiets data fra telemaster var korrekte.

Samtidig blev anklagerne i en instruks bedt om at gennemgå deres sager for at tjekke, om teledata havde været udslagsgivende for de sigtede eller tiltalte personer, der allerede sad varetægtsfængslet i deres område.

I givet fald skulle de fængslede løslades.

Rigsadvokaten skrev også, at planlagte retssager, som anklageren ikke vurderer kan gennemføres uden teledata, skal udskydes.

Drabssag udskudt

En af sagerne, hvor de sigtede eller tiltalte er blevet løsladt, drejer sig om cirka 30 kilo hash. Her blev syv personer forleden løsladt. De er dog fortsat tiltalte i sagen.

I sidste uge blev en drabssag ved Københavns Byret så udskudt, fordi der indgår teledata i bevismaterialet, oplyser retten.

Den tiltalte kvinde er anklaget for med en nål eller en kanyle at have stukket sin mand i halsen, brystkassen og skulderen, så han mistede livet.

Sagen skulle være begyndt i denne uge, men det sker nu først til foråret.

Derudover er den store opløsningssag mod banden Loyal To Familia blevet udskudt.

Foreløbig løber Rigsadvokatens suspendering af teledata til 18. oktober.

Sagen har skabt rystelser i hele retsvæsenet, og anklagemyndighederne i Sverige og Norge har iværksat undersøgelser, hvor man gennemgår sager, hvor der er blevet brugt teledata fra det danske politi.

Telelobbyist kalder sim-kort-brist "noget rigtig møg"  

Minister krydser fingre for få og små fejl i teledata 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også