Politiet efterforsker sikkerhedsbrud i telebranchen

I årevis har telemedarbejdere uden sikkerhedsgodkendelse haft adgang til fortrolige politioplysninger.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Opdateret med citater fra direktør for brancheforeningen Teleindustrien.

I fem år har et antal medarbejdere i et teleselskab haft adgang til følsomme teleoplysninger i politisager, uden at de har været sikkerhedsgodkendt, oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Det drejer sig om adgang til et særligt sagsbehandlingssystem med oplysninger om blandt andet aflytninger. Ifølge Rigspolitiet er 600 telekunder berørt at sikkerhedsbruddet.

Politiet har på den baggrund nu indledt en efterforskning.

"Det er afgørende, at vi er sikre på, at det personale hos teleselskaberne, som får kendskab til politiets aktuelle efterforskninger, lever op til kravene til sikkerhedsgodkendelse," siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg i pressemeddelelsen.

"Derfor indskærper vi nu for hele branchen, at de skal efterleve de gældende regler på området," siger han.

En sikkerhedsgodkendelse er en vurdering af en persons egnethed til at kunne håndtere fortrolige oplysninger.

Ud over en ren straffeattest kræver det ifølge Rigspolitiets hjemmeside, at man vurderes til at udvise en særlig omhu, dømmekraft og loyalitet.

Når politiet i efterforskningen af sager, for eksempel aflytter telefoner, sker det med hjælp fra teleselskaberne.

Loven kræver, at de ansatte i teleselskaberne, som bistår politiet i sådanne sager, er sikkerhedsgodkendte. Og det er teleselskabernes ansvar at sørge for det.

Hos brancheforeningen Teleindustrien i Danmark oplyser direktør Jakob Willer, at der ifølge hans oplysninger alene er tale om en systemfejl, hvor medarbejdere har haft en adgang, de ikke skulle have haft.

"Der er ikke noget, der tyder på, at denne her adgang på nogen måde har været brugt eller misbrugt," siger Jakob Willer til Ritzau.

Han medgiver dog, at det er alvorligt, at der har været et sikkerhedsbrud. I den forbindelse fremhæver han, at teleselskabet selv har opdaget fejlen og indberettet den til myndighederne.

"Den indberetning synes jeg, illustrerer, at det er nogle regler, som selskaberne er meget opmærksomme på og tager alvorligt," lyder det fra Jakob Willer.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også