Medie: Globalconnects ejer er på vej mod en børsnotering

Til september planlægger Nordens største kapitalfond EQT at gå på børsen til en markedsværdi på 7 mia. euro, erfarer Dagbladet Børsen.
Christian Sinding er adm. direktør i kapitalfonden EQT | Foto: EQT
Christian Sinding er adm. direktør i kapitalfonden EQT | Foto: EQT
Af Ritzau/Finans

Nordens største kapitalfond, EQT, er på vej mod børsen. En notering skal ske i udgangen af september, og kapitalfonden ventes at få en markedsværdi på 7 mia. euro.

Det erfarer Dagbladet Børsen.

"EQT planlægger således at gå på børsen i Stockholm i slutningen af september, og lige nu ser det ud til at blive torsdag den 26.," erfarer Børsen fra en række kilder med indgående kendskab til den fortrolige børsproces, skriver avisen, som fortæller, at blandt andet danske pensionskasser de senere uger har været i kontakt med kapitalfondens rådgivere.

Der har tidligere været spekuleret i en værdi på 4-5 mia. euro, men EQT går altså efter et markant højere niveau i 7 mia. euro, og det ville i givet fald gøre EQT til den største europæiske IPO i 2019, anfører Børsen.

Nogen bekræftelse får Dagbladet Børsen dog ikke.

"Mange tak for din henvendelse, men EQT vil ikke kommentere," lyder det i en skriftlig kommentar fra presseansvarlig i kapitalfonden, Jessica Ölvestad.

EQT, der blev stiftet i 1994 af den svenske Wallenberg-familie, ejer blandt andet Flying Tiger Copenhagen, Nordic Aviation Capital, Huscompagniet og it-selskaberne Globalconnect og Sitecore.

Kapitalfonden oplyste sidste efterår, at den ville undersøge mulighederne for en børsnotering og hyrede dengang JPMorgan og SEB som rådgivere. Ifølge Dagbladet Børsens oplysninger har EQT sidenhen også knyttet Goldman Sachs og Morgan Stanley til sig som rådgivere.

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også