Teleselskaber får besked på at lukke for skinbetting-sider

Retten på Frederiksberg har givet Spillemyndigheden medhold i at lukke for adgang til 24 spillehjemmesider.
Foto: Screendump
Foto: Screendump
Ritzau

Teleselskaberne TDC og 3 har ved Retten på Frederiksberg fået besked på at lukke for adgangen til 24 hjemmesider på nettet, der tilbyder spil - herunder såkaldt skinbetting.

Det oplyser Jakob Willer, der er direktør for Teleindustrien, til Ritzau.

Spillemyndigheden mener, at de 24 sider tilbyder forskellige former for spil til danskere, som er omfattet af spillelovgivningen og kræver en licens, som siderne ikke har.

Derfor bad Spillemyndigheden i første omgang teleselskaberne om at blokere for adgangen til siderne.

Teleselskaberne ville dog også have rettens ord for, at siderne er ulovlige, og det har de så fået nu.

"Derfor imødekommer vi selvfølgelig også ønsket nu, hvor retten har taget stilling," siger Jakob Willer, der er direktør for brancheforeningen Teleindustrien.

Symptombehandling

Skinbetting er en udløber af computerspillet Counter-Strike, hvor man kan købe særlig udsmykning - skins - til sine våben i spillet.

Disse skins kan handles og byttes spillerne imellem, og nogle af dem er sjældne og flere tusinde kroner værd.

Det udnytter firmaer, der tilbyder at tage imod skins som indsats på udvalgte væddemål.

På den måde kan man vinde eller tabe store summer, og fordi disse sider sjældent foretager tjek af deres kunder, kan drenge under 18 år også spille her.

Kun 6 af de 24 sider, som tirsdagens dom omhandler, tilbyder imidlertid skinbetting, og de udgør kun en lille del af de mange hundrede sider på verdensplan, som gør det.

Derfor er Jakob Willer ikke overbevist om, at dagens kendelse løser problemet med skinbetting.

"Det her er kun symptombehandling. Hvis man skal have fat om problemet, skal man have fat i producenten af Counter-Strike-spillet for at få blokeret for udveksling af skins," siger han.

Jakob Willer opfordrer desuden forældre til at være varsomme med at give deres børn adgang til kreditkort, som de kan købe skins for.

"Man sender heller ikke børn på Bakken med 20.000 kroner i lommen. Det samme gælder på internettet," siger han.

/ritzau/

Telenor anker dom i pirat-sag

Telebranchen klar til at tage politiske skridt efter dom 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Nokia ser årlige synergier ved en sammenlægning med det amerikanske selskab på 200 mio. euro fra 2027 og en vækst i indtjeningen per aktie på 10 pct. fra samme år. | Foto: Niels Hougaard

Nokia bekræfter køb af Infinera

For abonnenter

Læs også