DI: Digitalisering kan spare klimaet for millioner af tons CO2

På trods af at Danmark er et foregangsland på det grønne og digitale område, så kniber det god med at kombinere de to styrkepositioner, mener DI Digital. 
Andreas Holbak Espersen er digitaliseringspolitisk chef i DI, og han mener, at de fleste af de digitale løsninger til at nedbringe klimaaftrykket allerede findes: ”Vi behøver ikke vente på et teknologisk gennembrud i den grønne omstilling – mange af løsningerne findes allerede i dag og der er store potentialer i at skalere teknologien til forskellige brancher og sektorer." | Foto: Pr
Andreas Holbak Espersen er digitaliseringspolitisk chef i DI, og han mener, at de fleste af de digitale løsninger til at nedbringe klimaaftrykket allerede findes: ”Vi behøver ikke vente på et teknologisk gennembrud i den grønne omstilling – mange af løsningerne findes allerede i dag og der er store potentialer i at skalere teknologien til forskellige brancher og sektorer." | Foto: Pr
af NIKOLAJ HARDING

En ny analyse fra DI Digital viser, at der er et stort potentiale for at nedbringe CO2-udslippet gennem digitale løsninger og ny teknologi. 

Men selvom Danmark både er et grønt og digitalt foregangsland, så kniber det med at kombinere styrkepositionerne. 

Det mener Andreas Holbak Espersen, der er digitaliseringspolitisk chef i brancheorganisationen. 

”Vores analyse viser, at digitalisering f.eks. kan spare klimaet for millioner af tons CO2 og spare millioner af liter vand. Derfor skal vi være meget bedre til at udnytte og sikre, at den grønne og den digitale førerposition bliver koblet sammen og bliver hinandens fordele,” siger Andreas Holbak Espersen i en pressemeddelelse. 

Ifølge Andreas Holbak Espersen findes mange af løsningerne allerede i dag. Blandt andet har IBM udviklet en software-platform, der kan hjælpe supermarkeder med at spare op til 1300 tons CO2 ved bedre styring af køling og nedfrysning ved at forskyde energiforbruget fra sort til grøn energi. 

Samtidigt har EG udviklet et EMS-system, Omega, som kan gøre den kommunale bygningsmasse mere energieffektive ved hjælp af data. EG vurderer, at løsningen kan give energioptimeringer på 10-20 pct. 

”Vi behøver ikke vente på et teknologisk gennembrud i den grønne omstilling – mange af løsningerne findes allerede i dag og der er store potentialer i at skalere teknologien til forskellige brancher og sektorer,” siger Andreas Holbak Espersen. 

Ifølge DI viser tal fra EU dog, at vi herhjemme ligger helt i bunden, når kommer til virksomheders brug af nye teknologier til at nedbringe klimapåvirkning. 

Det skal ændres, mener Andreas Holbak Espersen. 

”Adgang til data og data af høj kvalitet er alfa omega for at indfri det fulde potentiale i de teknologiske grønne løsninger, og derfor bør både de offentlige myndigheder og virksomheder så vidt muligt stille data til rådighed,” siger Andreas Holbak Espersen. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også