Ni ud af ti danske hjemmesider bruger Google Analytics ulovligt

Det skyldes, mange annoncører afventer en ny aftale, der igen kan gøre statistikværktøjet lovligt, og de venter dermed med at investere i nye lovlige løsninger, vurderer bureau bag analysen.
Det var i september sidste år, at Datatilsynet efter en gennemgang af en Google Analytics-agørelse fra det østrigske datatilsyn vurderede, at brug af tjenesten er ulovlig, hvis den bruges uden videre foranstaltninger. | Foto: Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix
Det var i september sidste år, at Datatilsynet efter en gennemgang af en Google Analytics-agørelse fra det østrigske datatilsyn vurderede, at brug af tjenesten er ulovlig, hvis den bruges uden videre foranstaltninger. | Foto: Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix

92 pct. af danske hjemmesider bruger Google Analytics med en ulovlig opsætning, viser ny analyse foretaget af performance-bureauet Refyne. Det skriver Mediet Markedsføring

Google Analytics, som er et af de mest udbredte værktøjer til at føre statistik over hjemmesiders trafik, blev sidste år gjort ulovligt i Danmark, medmindre virksomhederne implementerer en række supplerende foranstaltninger, men ifølge analysen, der gælder 1822 danske hjemmesider, var der 1684 af dem, der brugte statistikværktøjet i strid med reglerne, mens 138 af dem brugte lovlige versioner. 

Rasmus Christensen som er partner og senior tracking- og analytics-konsulent hos Refyne, vurderer, at de fleste annoncører afventer en ny transatlantisk aftale mellem USA og EU, der igen vil gøre det lovligt at bruge Google Analytics som tidligere.

”Og derfor spørger mange sig selv, om de er villige til at investere i løsninger, som forhåbentlig snart ikke er nødvendige,” siger han til mediet.

Undersøgelsens resultater flugter med en anden undersøgelse fra i marts af virksomhedernes reaktion på, at Google Analytics i dag er ulovlig. Her viste en mindre rundspørge også, at langt de fleste virksomheder stadig bruger værktøjet.

Indtil videre er intet officielt meldt ud om, hvornår den nye aftale lander, men ifølge Markedsføring forventes det at blive til juli. 

Det var i september sidste år, at Datatilsynet efter en gennemgang af en Google Analytics-afgørelse fra det østrigske datatilsyn vurderede, at brug af tjenesten er ulovlig, hvis den bruges uden videre foranstaltninger. 

Allerede i efteråret fortalte flere til MediaWatch, at der formentlig ville være mange virksomheder, som ville fastholde brugen af Google Analytics trods afgørelsen fra Datatilsynet. Dengang fortalte Allan Frank, it-specialist og jurist i Datatilsynet, at virksomheder, som holder fast i værktøjet med håb om at flyve under radaren, ”lever et meget farligt liv”.

Ifølge GDPR-reglerne skal data indsamlet i EU opbevares i EU og sikres mod overførsel til usikre tredjepartslande. Den garanti kan Google ikke stille, hvilket er kernen i problematikken. Virksomheder skal derfor foretage en række supplerende foranstaltninger for at kunne bruge tjenesten i henhold til reglerne. Det kan eksempelvis være pseudonymisering. 

Den 7. oktober underskrev USA’s præsident, Joe Biden, et nyt dekret, som er en fornyelse af Privacy Shiels, der skal medvirke til at lovliggøre dataoverførsel mellem EU og USA. Dekretet er en del af det grundlag, EU-Kommissionen skal vurdere, inden de kan gøre USA til et såkaldt sikkert tredjeland at overføre data fra EU til. 

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie MediaWatch)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også