Netcompany afviser E-boks-beskyldninger om postkasse-dominans

Selskabet bag postkassen Mit.dk. Netcompany afviser blankt beskyldninger om at skulle bruge sine muskler til at presse mindre spillere på markedet. Det er ikke os, der er de store indenfor digitale postkasser, lyder meldingen.
Thomas Demant, Netcompany, kan ikke genkende det billede E-boks-direktør tegner. Foto: Magnus Hasselberg
Thomas Demant, Netcompany, kan ikke genkende det billede E-boks-direktør tegner. Foto: Magnus Hasselberg

Det er helt ved siden af skiven.

Sådan lyder den første reaktion fra Netcompany-partner Thomas Demant, efter at E-boks-direktør Ulrik Falkner Thagesen forleden i dagbladet Børsen sendte en bredside afsted mod Netcompany og postkassen Mit.dk, der for næsten præcis et år siden gik i luften som konkurrent til E-boks.

E-boks-direktøren beskyldte blandt andet Netcompany for monopolistisk adfærd, med henvisning til at Netcompany vandt godt halvdelen af alle offentlige it-udbud sidste år.

”Der kan man da tale om en dominerende spiller, som udnytter sin magt til at presse en mindre spiller som E-boks,” sagde Ulrik Falkner Thagesen til Børsen forleden.

Men beskyldningen preller af på Thomas Demant.

”Det kan vi overhovedet ikke genkende eller forstå. E-boks sad jo på 100 procent af markedet, da vi gik i luften for et år siden. Vi forstår slet ikke, hvad han mener med, at vi er den store, og E-boks er den lille inden for digitale postkasser,” siger han til ITWatch.

Han vil ikke spekulere i, hvorfor E-boks-direktøren skyder med skarpt.

”Det er udtalelser, han selv må stå på mål for. Jeg vil ikke kloge mig på, hvad konkurrenterne gør og siger, men på hvad kunderne mener om os. Vi er her ikke for at bekrige E-boks, men for at skabe nogle gode universer til virksomhederne, og hvis man ringer til vores kunder, vil mange bekræfte, hvad vi siger,” siger Thomas Demant.

Kritik og konkurrence

Både E-boks og Mit.dk er visningsklienter og postkasser, der tjener samme funktion - nemlig at vise danskerne post fra det offentlige, samt fra de private virksomheder, som E-boks og Netcompany indgår aftaler med. 

Mens post fra det offentlige kan ses begge steder - og i øvrigt også på blandt andet borger.dk, kan post fra private ofte kun ses i den ene af de to postkasser. Dertil kommer, at det offentlige selv udgiver appen Digital Post, hvor brugerne kun kan se post fra det offentlige.

Lanceringen af den nye model og de nye postkasser har ellers ikke været uden knubs. Tværtimod har situationen afstedkommet kritik fra flere kanter, ikke mindst fra Pia Kjærsgaard, der bramfrit erklærede i mediet Radar, at mit.dk burde blive eksproprieret og lukket.

Samtidig har flere politikere kritiseret, at danskerne pludselig skal have flere postkasser end blot en - og endelig har det vakt kritik, at navnet ”mit.dk” ligger så tæt opad ”MitID”, der blev lanceret næsten samtidig.

Årsagen til udviklingen er, at digital post i dag fungerer anderledes end for blot få år siden, hvor E-boks stod for hele entreprisen. Nu leverer Netcompany den bagvedliggende infrastruktur til det offentlige, mens der er åbnet op for, at alle, der har lyst, kan bygge en visningsklient, der viser den digitale post fra det offentlige. 

Dermed er der i princippet ingen øvre grænse for antallet af løsninger, men det er en positiv udvikling, mener Thomas Demant.

”Konkurrence på markedet for postkasseløsninger er tiltrængt, og det er godt for alle, at der kommer flere valgmuligheder. Der er vel heller ikke nogen, der i dag vil argumentere for, at der kun skal være et teleselskab i Danmark. Tværtimod har konkurrencen på telemarkedet medført bedre produkter og lavere priser. Og jeg må bare konstatere, at vi havde en markedsandel på nul, da vi begyndte i marts,” siger Thomas Demant.

Da Mit.dk gik i luften dengang, fik systemet en særdeles skæv start, da den ved en fejl gav nogle brugere adgang til andre menneskers private post. Det betød, at Netcompany måtte lukke ned for postkassen kort efter at den var åbnet.

Vokser måned efter måned

Siden løsningen blev genåbnet, er den stille og roligt vokset, efterhånden som flere virksomheder er begyndt at benytte den. Forleden kunne Pensiondanmark således melde, at organisationen står til at spare mere end fem mio. kr. årligt efter at være skiftet fra E-boks til Mit.dk. Det er dog fortsat E-boks, der er klart størst, målt på brugertal.

”Vi er supertilfredse med, hvad vi har opnået det første år. Allerede nu modtager 2,6 mio. danskere privat post i mit.dk og flere store virksomheder har valgt os som deres fremtidige løsning. Samtidig har vi set, at appen har ligget i top som en af de mest hentede i lange perioder,” siger Thomas Demant.

I den anden lejr har også E-boks flere gange fremhævet, at mange af selskabets private kunder fortsat foretrækker E-boks, uanset at der er kommet en konkurrent. Med overgangen til den nye generation af Digital Post har E-boks mistet den indtægt, der tidligere kom fra det offentlige, og det har medført besparelser hos virksomheden, der har kompenseret ved at øge aktiviteten blandt private virksomheder.

”Intet af det, vi frygtede, er sket endnu. Vi har stor respekt for vores konkurrent. Men da der blev rusket op i markedet, fandt vi også en anledning til at holde nogle ekstra møder med kunderne, og næsten alle har gentegnet deres aftaler med os,” sagde Ulrik Falkner Thagesen, der er adm. direktør hos E-boks til ITWatch tilbage i august.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også