Kina: Der er ingen beviser på at TikTok truer USA

TikTok trues med et totalforbud i USA, medmindre den kinesiske ejer afhænder sit selskab.
Foto: Matt Slocum/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Matt Slocum/AP/Ritzau Scanpix
af ritzau

USA har endnu ikke fremlagt beviser på, at TikTok truer landes nationale sikkerhed, siger udenrigsministeriet i Kina.

Den amerikanske regering skal holde op med at undertrykke TikToks ejer, siger ministeriets talsmand, Wang Wenbin.

USA har givet selskabet bag den populære kinesiske app besked på at sælge sine aktier. Ellers kan det sociale medie blive mødt med et amerikansk totalforbud.

Det bekræftede TikTok onsdag. Appen ejes af det kinesiske selskab ByteDance.

”USA har indtil nu undladt at fremlægge beviser på, at TikTok truer USA’s nationale sikkerhed,” siger Wang.

”Stop med uden grund at undertrykke dette selskab,” tilføjer han.

TikTok har over en milliard brugere. Den er meget populær blandt børn og unge i USA og lande i Vesten.

USA beskylder ByteDance for i ekstrem grad at opsamle og gemme brugeres data. Den samme kritik har lydt fra EU.

Repræsentanternes Hus i USA har taget skridt til at vedtage en lov, der vil give præsident Joe Biden ret til at forbyde TikTok helt i USA.

Det oplyste USA’s nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, i sidste uge.

”Det tværpolitiske forslag vil give USA’s regering bemyndigelse til at forhindre visse udenlandske regeringer i at udnytte teknologitjenester på en måde, som udgør risici for amerikaneres følsomme oplysninger og vores nationale sikkerhed,” sagde han.

Flere andre vestlige lande er bekymrede for, at data, der indsamles af den populære app, kan havne hos kinesiske myndigheder.

Det har fået flere ministerier, institutioner og medier - både i Danmark og i udlandet - til at fraråde deres ansatte at have appen installeret på deres arbejdstelefon.

Torsdag har Storbritannien indført et forbud mod TikTok på telefoner, som bruges af regeringsmedlemmer. 

Den britiske regering har bedt det britiske cybersikkerhedscenter vurdere, om der er sikkerhedsmæssige sårbarheder forbundet med at have TikTok på telefonerne.

Den vurdering har man valgt at følge. Forbuddet bliver indført med øjeblikkelig virkning.

Ifølge Reuters mener Kina, at den britiske beslutning er baseret på politiske overvejelser og ikke fakta.

Den kinesiske ambassade i London oplyser ifølge nyhedsbureauet, at beslutningen i sidste ende kun vil skade Storbritanniens egne interesser.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også