Optimismen spirer i direktørens garage hos ombrust First North-virksomhed

Conferize, der er noteret på First North-børsen, har skruet ”kraftigt” ned for sine omkostninger, blandt andet ved at rykke kontoret hjem til direktøren. 
Foto: Pr
Foto: Pr
af NIKOLAJ HARDING

Forestil dig, at din forretning brænder ned til grunden. 

Sådan lyder det blandt andet i ledelsesbogen From Good to Great af Jim Collins, og når man som læser har forestillet sig sin udbrændte forretning, bliver man mødt af spørgsmålet: Hvad vil du så gøre?

Nicolai Bille Krogh, adm. direktør i Conferize, har bogen stående på sin boghylde, og han fortæller, at man i virksomheden har prøvet kræfter med ovenstående øvelse. 

Og det har medført ændringer. 

”Vi er faktisk flyttet ind i min garage,” siger Nicolai Bille Krogh, der tidligere har været med til at stifte virksomheden Godream. 

Ifølge Nicolai Bille Krogh har det været strengt nødvendigt at iværksætte Jim Collins’ øvelse i Conferize og rykke ud fra det daværende kontor på Østerbro. Man har med andre ord skiftet luftkastellet ud med garagen, som det lyder fra virksomheden selv. 

For historien om den First North-noterede virksomhed, der blev stiftet i 2012 og har udviklet en platform til at sælge events og konferencer online, er en historie om en virksomhed, der har været meget igennem. 

Dårlige økonomiske resultater, uro blandt investorer og en lukning er blot nogle af de ting, som har kendetegnet virksomheden i dens levetid.

Og så har vi slet ikke nævnt antallet af direktørskifter i virksomheden. Siden 15. januar 2021 har Conferize haft fem forskellige adm. direktører og i juni 2022 blev det så Nicolai Bille Kroghs tur til at sætte sig i spidsen for selskabet. 

Han fortæller, at han har igangsat en større oprydning, og den har kredset om, at man først og fremmest har skruet ”kraftigt” ned for omkostningerne. 

”Det er i høj grad på løn. Vi har gået meget op i, at det team, der er kommet, er gået ind i det her med hjertet. De har accepteret en meget lavere løn, og i stedet kan de se frem til nogle warrants,” siger han. 

I virksomhedens årsregnskab fra 2022 ses dette også tydeligt, da personaleomkostningerne er godt og vel halveret. Hvor de i 2021 havnede på 5,3 mio. kr., lød de i 2022 på 2,2 mio. kr. 

”Der er også blevet afskediget folk, og vi er som nævnt flyttet væk fra kontoret. Så det har fået en tur hele vejen rundt, og vores CFO har været inde over alle steder,” siger han. 

I den rigtige retning

Den store oprydning er en klar konsekvens af, at Conferize længe har været en underskudsforretning. I regnskabsåret 2019 kunne virksomheden eksempelvis fremvise et underskud på 34 mio. kr. 

Underskuddet er i årene efter skrumpet en smule, og det seneste årsregnskab fra 2022 giver fornemmelsen af, at det langt om længe begynder at gå den rigtige vej for Conferize. 

Virksomheden ender dog stadig med et underskud, hvor resultatet før skat ender på -7 mio. kr. mod -11,7 mio. kr. i 2021. 

Det samlede resultat for 2022 lander på -6,8 mio. kr, men i 2021 lød det på -11,4 mio. kr. 

Men hvor nettoomsætningen i 2021 på 68.537 kr. var til at overse, voksede den i 2022 til 208.506 kr. Lægger man omsætningen fra datterselskabet Suubz, som Conferize købte i løbet af 2022, oveni, nærmer toplinjen sig 1 mio. kr. 

”Det går i den rigtige retning. Det er jo stadig små tal, men det giver os både en tro og et håb på fremtiden, og vi tager det som et bevis på, at vi har gang i noget rigtigt,” siger han. 

Og i Nicolai Bille Kroghs garage spirer optimismen. Med det nye setup hersker der ifølge ham en iværksætterånd, som er værdsat i det hårdt prøvede selskab. 

”Vi behøver ikke noget fint, dyrt kontor inde i København for at være kreative. Snarere tværtimod. Og jeg godt kan lide den tilgang, at når vi så opnår nogle resultater, så kan vi ligesom gradvist forbedre omgivelserne,” siger han. 

Nicolai Bille Krogh eksemplificerer det ved, at man i virksomheden gav håndslag på, at når man nåede 100 partnere i virksomheden, så ville man investere i en god kaffemaskine til garagen. 

Og det nåede man i løbet af 2022. 

”Det var i vores optik en vigtig milepæl, fordi så nåede vi ligesom en kritisk masse, hvor konverteringsgraden blev højere,” siger han. 

Resultater fremfor frokostordning

Ifølge Nicolai Bille Krogh er de små sejre ”super vigtige” for virksomheden, da de skaber et sammenhold blandt de ansatte. 

Det ændrer også fokus. 

”Det bliver pludselig noget andet. Vi går op i de resultater, vi skaber sammen, fremfor frokostordningen,” siger han. 

Virkeligheden er dog, at virksomhedens likvide beholdninger er skrumpet fra godt 11 mio. kr. i 2021 til 3,9 mio. kr. i 2022. 

I hvor lang tid har I penge til at fortsætte?

”Altså hvis vi har nul omsætning fra nu af og overhovedet ikke formår at flytte forretningen, så har vi penge til april næste år,” siger han. 

Skal I så ud og hente noget finansiering i løbet af den kommende periode?

”Nej, det tror jeg ikke. Det er jo den pædagogiske øvelse, vi prøver at lave. Hvis vi overhovedet ikke formår at sælge noget i de næste 365 dage, så har vi trods alt penge alligevel til april næste år. Men det er jo ikke det, vi tror, der kommer til at ske,” siger han. 

Nicolai Bille Krogh forklarer derfor, at det primære fokus i 2023 for Conferize bliver at vokse forretningen gennem øget markedsføring og salg. 

Ifølge ham selv er fundamentet nu lagt. 

Hvor stor en investering vil det kræve af jer at nå det mål?

”Det er jo altid et spørgsmål om temperament. Lige nu arbejder vi med organisk vækst, altså den vækst vi kan klare med de ressourcer, vi har nu,” siger han. 

Skal man booste den vækst på sigt, så kræver det ifølge Nicolai Bille Krogh, at man får langt mere data i form af erfaringer og historik, og at man i højere grad finder formlen til, hvordan man får kunder. 

Og ifølge direktøren er det ikke utænkeligt, at man når dertil. Sker det, vil man gå til markedet og sætte mere kul på forretningen, men det er ikke i strategien lige nu og her. 

”Vi holder os til de ressourcer, vi har til rådighed og udvikler forretningen, fordi vi mangler noget erfaring. Jeg blev direktør 1. juni, så groft sagt er jeg stadig i børnehaveklassen,” siger han. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også