Softwarehus bliver overtegnet med 167 pct.

Softwareselskabet Relesys har haft god succes med at tiltrække investorer forud for notering på First North-børsen.
Jens Ole Lebeck (tv.) og Jesper Roesgaard (th.) er stiftere af Relesys. | Foto: Relesys / PR
Jens Ole Lebeck (tv.) og Jesper Roesgaard (th.) er stiftere af Relesys. | Foto: Relesys / PR

Der har været god interesse for at investere i danske Relesys inden softwareselskabets notering på First North-børsen.

Selskabet havde udbudt aktier for 82,8 mio. kr., men modtog i tegningsperioden ordrer for 221 mio. kr., hvilket svarer til en overtegning på 167 pct.

Den store interesse vækker glæde hos Jesper Roesgaard, der er adm. direktør i Relesys.

"Vi er utrolig glade og beærede over tegningsperiodens resultat og den tillid og støtte, mere end 1.100 nye investorer har vist os i den seneste tid. Den store investorinteresse understreger, at prissætningen har været den rigtige, ligesom det bekræfter vores beslutning om at vælge First North Premier," siger han i en meddelelse.

"I Relesys er vi meget bevidste om det ansvar, vi har overfor vores aktionærer. Vi vil derfor arbejde målrettet på at levere de resultater, de er blevet stillet i udsigt. Vores produkt har allerede bevist sin værdi i en lang række af de førende virksomheder i Danmark, Sverige og Holland."

"Nu ser vi frem til at træde på speederen og styrke vores globale tilstedeværelse i jagten på at revolutionere måden, virksomheder sikrer bedre intern kommunikation, onboarding, medarbejderudvikling og drift."

Relesys, der blev stiftet i 2014, har første handelsdag på First North-børsen 1. december.

"Vi tager imod vores nye investorer med åbne arme og er dybt beærede over den tillid de viser Relesys. Nu ser vi frem til at udfolde vores vækstambitioner og tage de næste skridt mod at realisere det markedspotentiale, der ligger forude. Den rejste kapital gør det muligt for Relesys at accelerere væksten yderligere og hjælpe endnu flere virksomheder med at nå ud til, engagere og forene deres medarbejdere globalt," siger Alexander Martensen-Larsen, bestyrelsesformand i Relesys.

Relesys står bag en cloud-baseret løsning, der har fokus på intern kommunikation, onboarding, medarbejderudvikling og drift. Løsningen er i dag solgt til selskaber som Specsavers, Vestas, Søstrene Grene, Telia og Salling Group.

Softwarehus vil børsnoteres

Privat investor ser First North som "en balanceakt" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også