ITWatch

Abonnementer giver legaltech-selskab vækstdrømme trods voksende underskud

Med en vækst på 21 pct. i de årlige tilbagevendende abonnementsindtægter er der grund til at holde fast i vækstambitionerne, fortæller direktøren. Men underskuddet vokser voldsomt.

Foto: Risma / PR

Risma er klar til at trykke på speederen, efter et kvartal med stigning i de årlige tilbagevendende abonnementsindtægter (ARR).

Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

"Nu bliver der sat turbo på. Indtil videre har vi haft det, man kalder en product first strategi, hvor vi har ventet med at træde på vækstpedalen. Nu skifter vi – helt som lovet i forbindelse med vores børsnotering – til at fokusere på vækst," lyder det fra direktør Lars Nybro Munksgaard i meddelelsen.

ARR landede i tredje kvartal på 14,5 mio. kr. En stigning på 21 pct. i forhold til tredje kvartal i 2020, hvor ARR lå på 12 mio. kr.

Væksten er drevet af de mange partnerskaber, som Risma har indgået, lyder forklaringen, og derfor er partnerskaber også der, man vil forsøge at hente væksten de kommende år.

"Vi har indgået flere store partnerskaber, der betyder, at vi får mulighed for at få langt flere kunder. Herfra skal hovedparten af vores vækst komme de kommende år."

Det ændrer dog imidlertid ikke på, at bundlinden er rødere, end den var sidste år.

Med et resultat på minus 5 mio. kr. for tredje kvartal alene, er virksomheden nu oppe på et underskud på 15. mio. kr. Underskuddet i 2020 var på samme tidspunkt 3,6 mio. kr.

Aktien er også faldet drastisk siden virksomheden kom på First North tilbage i marts. tegningskursen var 9,5 kr. Ved lukning torsdag var kursen på 7,96.

"Aktiekursen kan jeg ikke kommentere på, men vi er ét af de få First North-selskaber, der har leveret det, som vi har lovet, og mere til det første år. Den udvikling agter vi at fortsætte," siger Lars Nybro Munksgaard.

"Målet for 2022 er ambitiøst, men opnåeligt."

Målet er en vækst på 70 pct.

Legaltech-firma går på investorjagt

Legaltech-firmaer havde gang i ansættelserne under coronakrisen 

Mere fra ITWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs