Canada følger Australien og starter pengestrid med Facebook

Canadas regering vil som Australien forsøge at få techgiganter til at betale for nyheder fra lokale medier.
Den canadiske minister Steven Guilbeault fordømmer Facebooks reaktion i Australien og fastslår, at det ikke kan afskrække regeringen i Ottawa. | Foto: BLAIR GABLE/REUTERS / X02562
Den canadiske minister Steven Guilbeault fordømmer Facebooks reaktion i Australien og fastslår, at det ikke kan afskrække regeringen i Ottawa. | Foto: BLAIR GABLE/REUTERS / X02562
Af Ritzau/Reuters

Canada vil med en ny lov forsøge at tvinge Facebook og andre techgiganter til at betale for nyhedsindhold, der bliver lagt ud på det sociale medie.

Det siger minister Steven Guilbeault, der skal udarbejde lovforslaget.

Australien er som det første land på vej med en sådan lovgivning.

Det fik torsdag Facebook til at blokere australske brugeres mulighed for deling af nyheder og spærre nationale mediers konti.

Steven Guilbeault fordømmer Facebooks reaktion og fastslår, at det ikke kan afskrække regeringen i Ottawa.

"Canada er i den forreste linje i denne strid. Vi er blandt de første lande rundt om i verden, som gør dette," siger han.

Ekstra millionindtægter

Hvis Facebook bliver pålagt at betale for nyheder, der er lavet af canadiske medier og lagt ud på det sociale medie, kan det muligvis forhindre tabet af hundredvis af journaliststillinger.

Canadiske medieorganisationer advarede sidste år om, at hvis regeringen lod stå til, kunne 700 journalister i trykte medier miste deres job.

Omvendt vil en tilgang i lighed med den australske give de canadiske udgivere ekstra indtægter på 620 millioner canadiske dollar, lød det fra medierne. Det svarer til cirka tre milliarder kroner.

Ifølge Steven Guilbeault vil Canada muligvis følge den australske model. En anden mulighed er gøre som i Frankrig, hvor selskaber bag store teknologiplatforme er forpligtet til at forhandle med medier om betaling for brug af deres nyheder.

"Vi undersøger, hvilken model, der vil være mest passende," siger Guilbeault.

Ministeren tilføjer, at han i sidste uge talte med sine kolleger i Frankrig, Australien, Tyskland og Finland om muligheden for at arbejde sammen om at sikre en retfærdig kompensation for webindhold.

"Jeg har en formodning, om at vi snart vil have fem, ti eller 15 lande, som indfører lignende regler," siger han.

Professor ved Toronto Universitet Megan Boler, der beskæftiger sig med sociale medier, mener, at et opgør fra flere lande mod Facebook muligvis er under opsejling.

"Det kan faktisk være, at vi kommer til at se en koalition. En fælles front mod dette monopol," siger hun.

Showdown 'Down Under' mellem medier og Facebook kridter banen op for EU

Google indgår aftale med Wall Street Journals ejer 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også