Google under konkurrencekontrol for krypteret internetprotokol

Konkurrencemyndighederne har sat Google under lup i USA, fordi selskabet vil kryptere brugers trakfik på nettet.
Foto: Georges Gobet/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Georges Gobet/AFP/Ritzau Scanpix
Af ritzau/FINANS

Konkurrencemyndighederne i USA undersøger Googles planer om at bruge en ny internetprotokol, som krypterer brugeres trafik på nettet. For hvis internetudbydere ikke følger med den nye standard, vil de miste adgang til data om brugernes internettrafik.

Det skriver The Wall Street Journal.

De amerikanske myndigheder har bedt Google om informationer om selskabets planer om en ny krypteret internetprotokol.

Den krypterede DNS-protokol skal sikre større sikkerhed på nettet ved blandt andet at forhindre hackere i at kigge med.

Men internetudbydere er bekymrede for, at den nye standard vil gøre internettet mere centraliseret.

En sammenslutning af udbydere af internetservices har derfor i et brev til konkurrencemyndighederne udtrykt sin bekymring for, at Google bliver den stærkt dominerende udbyder af DNS-opslag.

"Google ville få større kontrol over brugerdata på tværs af netværk og udstyr verden over. Det kunne hæmme konkurrenter og muligvis udelukke konkurrence i markedsføring og andre industrier," skriver de i brevet ifølge The Wall Street Journal.

Google er dog ikke alene om at ville kryptere DNS i sin browser. Også Mozilla, der står bag browseren Firefox, planlægger at indføre den nye internetprotokol.

Mozillas direktør for tillid og sikkerhed, Marshall Erwin, kalder bekymringerne om protokollen meget misvisende.

Han mener ifølge The Wall Street Journal, at serviceudbyderne skaber bekymringerne for at sikre, at de fortsat kan få adgang til DNS-data.

Både Google og Mozilla planlægger i første omgang at indføre protokollen i mindre skala i løbet af næste måned.

Vestager vil gå EU-solo med digital skat hvis verden svigter

Danske virksomheder lurepasser på 5G: "Det er stadig kejserens nye klæder i erhvervslivet" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også