Analytiker: Simcorp-opkøb giver flere funktionaliteter og salgsmuligheder

Simcorp har opkøbt AIM Holding, og det sikrer softwareselskabet nye funktionaliteter og flere salgsmuligheder, vurderer aktieanalytiker.
Foto: PR/Simcorp
Foto: PR/Simcorp
AF RITZAU FINANS

Simcorp har med opkøbet af AIM Holding og AIM Software sikret sig nye funktionaliteter i forretningen og formentlig også flere salgsmuligheder.

Det vurderer André Thormann, der er aktieanalytiker hos ABG Sundal Collier, og som dækker softwareselskabet.

"AIM er en gammel partner, som Simcorp har haft i mange år, så man må gå ud fra, at de kender forretningen rimelig godt. Casen for Simcorp har været, at selskabet ikke har været så stærk på det, de kalder data-care eller validering af data, som de så får ved at foretage opkøbet af AIM. De får flere muligheder ved det her opkøb, hvorfor det også er et strategisk opkøb," forklarer han.

Derudover ser Simcorp også flere salgsmuligheder gennem opkøbet, lyder analytikerens vurdering.

"Til dels krydssalg igennem salg af AIM's løsninger til Simcorps eksisterende kunder, men også salg af Dimension til de kunder, de får ind fra AIM. AIM har cirka 50 kunder på nuværende tidspunkt, og 18 af dem er fælleskunder mellem Simcorp og AIM."

"Så man må gå ud fra, at de formentlig er på Dimension-platformen i forvejen, men de resterende 32 kunder kan selskabet håbe at få solgt noget Dimension til. Det er i hvert fald vores klare indtryk, og Dimension er jo kernen i Simcorp," siger André Thormann.

Kan skyldes bekymring

Torsdag formiddag falder Simcorp-aktien 2,1 pct. til 636,00 kr., og markedets reaktion på nyheden skyldes formentlig flere faktorer.

"Det kan skyldes lidt bekymring over, at Simcorp ikke igangsætter aktietilbagekøbsprogram i 2019, når det nuværende program er afsluttet. Historisk set har Simcorp købt aktier tilbage rimelig fast, men det stopper de så med, og som jeg kan forstå det, er det primært på grund af dagens opkøb."

"Jeg tror primært, at markedets reaktion skyldes ændringen af guidance. Normalt kan markedet aldrig lide, når guidance tages lidt ned, men forklaringen her er, at AIM har ligget med nogle meget lave EBIT-marginer historisk, hvorfor det har en udvandende effekt på Simcorps guidance," siger André Thormann.

Simcorp venter nu en vækst i omsætningen målt i lokal valuta på 10 til 15 pct. mod tidligere 8 til 13 pct. Der ventes nu en EBIT-margin målt i lokal valuta på 24,5 til 27,5 pct. Tidligere var forventningen en margin på 25,5 til 28,5 pct.

Simcorp vil styrke position ved opkøb af tidligere partner

Simcorp køber selskab for 60 mio. euro 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også