Kommuner får påbud i sag om brug af Chromebooks

Datatilsynet kræver, at 53 kommuner senest 1. marts tilkendegiver, hvordan de vil overholde regler om deling af elevdata med Google. (Opdateret)
Datatilsynet har givet kommunerne til 1. marts. Inden da skal de have svaret på, hvordan de vil overholde regler om deling af elevers data. Arkivfoto: Paul Connors/AP/Ritzau Scanpix
Datatilsynet har givet kommunerne til 1. marts. Inden da skal de have svaret på, hvordan de vil overholde regler om deling af elevers data. Arkivfoto: Paul Connors/AP/Ritzau Scanpix
af Ritzau

53 kommuner skal sørge for, at deling af elevdata med Google sker efter reglerne. Senest 1. marts skal de melde ud, hvordan de vil overholde lovgivningen.

Det har Datatilsynet afgjort, oplyser det sin hjemmeside.

Afgørelsen er truffet som en del af en større sag, der handler om, hvorvidt 53 kommuners brug af bærbare Chromebook-computere og Google Workspace-programmerne i undervisningen i folkeskolen er lovlig eller ej.

Datatilsynet blev opmærksom på sagen, da en far i 2019 klagede over, at man kunne se hans otteårige søns navn og skole på platformen YouTube.

Oplysningerne endte på YouTube, fordi en af sønnens venner havde lånt hans Chromebook og skrevet en besked på platformen.

Efterfølgende har Datatilsynet undersøgt kommunernes behandling af data i forbindelse med brug af Chromebooks og Google Workspace.

Tirsdag er tilsynet så kommet med en afgørelse. Her gives der påbud til kommunerne om, at behandlingen af personoplysninger skal ske i overensstemmelse med reglerne ved at sikre, at der er hjemmel til alle de behandlinger, der sker.

Kommunerne skal efterleve påbuddet fra 1. august 2024, men skal senest 1. marts tilkendegive, hvordan de har til hensigt at efterleve det.

”Inden man tager et værktøj i brug, skal man som dataansvarlig få sig et overblik over, hvordan man behandler personoplysninger i det, og man skal kunne dokumentere det,” siger Allan Frank, der er it-sikkerhedsspecialist og jurist i Datatilsynet.

”Det krav gælder alle organisationer. Men når der er tale om offentlige myndigheder ­ hvor vi som borgere ikke selv kan fravælge, at vores oplysninger bliver behandlet ­ har Datatilsynet en særlig forventning om, at de nødvendige analyser bliver både gennemført og dokumenteret,” siger han.

En Chromebook er en computer, der kører på styresystemet ChromeOS, som er udviklet af Google.

Man kan ikke installere almindelige programmer på en Chromebook. I stedet kan man hente apps og bruge internettet.

Det gør kravene til hukommelse og lagerplads mindre, og derfor er Chromebooks typisk billigere end almindelige computere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også