Mitid skal være tilgængeligt for udenlandsdanskere
Mitid skal også kunne anvendes af udenlandsdanskere i de nordiske og baltiske lande.
Det har digitaliseringsministrene i Nordisk Ministerråd for Digitalisering vedtaget fredag.
Det betyder for eksempel, at danskere bosat i Sverige skal kunne anvende det danske MitID til at logge på de svenske offentlige digitale løsninger. Det skriver Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet i en pressemeddelelse.
”Vi kan gennem samarbejdet mellem de nordiske og baltiske lande vise resten af Europa, hvordan vi i praksis udnytter de digitale muligheder på tværs af landegrænser til gavn for os alle sammen,” siger digitaliseringsminister Marie Bjerre (V) i pressemeddelelsen.
I dag er der en række tekniske barrierer for, at man som dansker bosiddende i et andet nordisk eller baltisk land kan tilgå disse landes offentlige digitale løsninger.
Disse barrierer skal nu løses ifølge Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet.
Digitaliseringsministrene giver blandt andet det igangværende nordisk-baltiske samarbejde om elektroniske identiteter og digitalisering mandat til at finde nationale løsninger om identitetsmatching.
Uden løsninger på at matche digitale identiteter med personregistre - den såkaldte identitetsmatching - vil en nem adgang til andre nordiske og baltiske offentlige digitale løsninger nemlig ikke kunne finde sted.