Kommune kritiserer SKI for rådgivning i sag om annulleret KMD-kontrakt

Ifølge Egedal Kommune har SKI givet forkert rådgivning i sag, der er endt med en bøde og annulleret kontrakt. Men SKI er uenig og påpeger, at reglerne er helt klare.
Foto: SKI PR
Foto: SKI PR

Egedal Kommune kritiserer SKI for at have rådgivet forkert i en sag om en nu annulleret it-kontrakt.

Fredag kunne ITWatch afsløre, at Klagenævnet for Udbud har annulleret en kontrakt mellem KMD og Egedal Kommune, fordi parterne lavede en ulovlig prisaftale om et nyt it-system til løn- og personaleforhold uden at sende den i et lovpligtigt udbud.

Egedal Kommune benyttede en af SKI's rammeaftaler og rådførte sig derfor med det offentlige indkøbsorgan undervejs i processen.

"Vi er meget overraskede og forundrede over at kendelsen går os imod – på trods af den rådgivning, vi har fået af SKI. Man må jo forvente, at SKI – som jo har forfattet rammeaftalerne – kan være garant for, at udbud gennemføres lovligt. Det har vi så Klagenævnets ord for, at det ikke har været her," siger kommunaldirektør Christine Brochdorf i en skriftlig kommentar til ITWatch.

"Det er klart, at vi nu må vurdere, hvad det efterlader os af muligheder – og at brug af SKI’s rammeaftale ikke er blandt mulighederne."

Fremgår af udbudsloven

Hos SKI fremhæver man, at problemet i den konkrete sag har været brugen af rammeaftalen og ikke rammeaftalen i sig selv. Samtidig understreger man, at reglerne er helt klare for, hvordan man skal bruge rammeaftalerne:

"Klagenævnets kendelse slår fast, at det er brugen af rammeaftalen – og ikke rammeaftalen i sig selv – der er ulovlig. Det er klart, at man ikke må forhandle forud for en direkte tildeling. Det fremgår både af udbudsloven, rammeaftalen og SKI’s vejledning. Kendelsen slår imidlertid fast, at det er sket alligevel," udtaler Rasmus Lund Kongsgaard, markedsdirektør i SKI, i en skriftlig kommentar til ITWatch.

Sagen drejer sig mere konkret om, at kommunen har benyttet SKI's rammeaftale ved navn 02.19 SaaS-cloud. Fordelen ved at bruge en af SKI's rammeaftaler er, at den enkelte kommune dermed slipper for at gennemføre et egentligt udbud. I stedet har SKI udvalgt en række leverandører på forhånd.

Når en kommune vil bruge en rammeaftale, kan den enten vælge en af de udvalgte leverandører direkte. Men hvis kommunen vil gå efter en billigere pris end den, som leverandørerne har oplyst til SKI, så skal den i stedet lave et såkaldt miniudbud.

I den konkrete sag valgte kommunen at benytte KMD direkte. Men Klagenævnet finder, at kommunen har brudt udbudsloven, fordi den skulle have gennemført et miniudbud i stedet. Årsagen er, at den indgik en prisaftale med KMD om at få en reduktion på 75 pct. af listeprisen uden at sende løsningen i udbud.

Det fremgår af sagen, at kommunen rådførte sig med SKI undervejs i processen for at få klarlagt processen. Og ifølge kommunen blev man altså rådgivet forkert af det statslige indkøbsorgan.

"Vi har nu læst kendelsen fra Klagenævnet, som vi tager til efterretning. Vi skal ikke lægge skjul på, at kendelsen ærgrer os – og ikke stemmer overens med vores oplevelse, og hvad vi er blevet rådgivet til af SKI. Og i øvrigt bemærker vi, at det kan se ud til, at SKI's rammeaftalekoncept ikke virker velegnet, når en kommune som os efterspørger en samlet ERP. Vi indhenter selvfølgelig den juridiske rådgivning, som vi har brug til at afgøre, hvad vi nu skal gøre," fremhæver kommunaldirektør Christine Brochdorf.

Udover den annullerede kontrakt har Klagenævnet for Udbud også sanktioneret Egedal Kommune med en bøde på 90.000 kr.

EG vinder opgør om prisaftale mellem KMD og kommune 

KMD skar 75 pct. af prisen i underkendt kontrakt 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også