Smart city-dataplatformen City Data Exchange skulle gøre det muligt for virksomheder både at købe og sælge offentlige data om alt fra skraldespande og ledige parkeringspladser og bruge dem i udviklingen af apps, men nu lukker platformen. Interessen har simpelthen ikke været tilstede.
Det skriver Version2.
Selskabet bag, Hitachi, har indtil nu drevet platformen i samarbejde med Københavns Kommune, men Hitachi tabte penge på projektet og har altså nu trukket stikket.
"Fra Hitachi kunne vi ikke få en forretning til at køre ved at sælge data. Vi hældte en del penge i det hver måned. Der var et begrænset antal brugere og næsten ingen købere, hvorfor det til sidst blev en underskudsforretning. Derfor aftalte vi med Københavns kommune at lukke platformen ned," siger Renny Ulka, projektleder i Hitachi, til Version2.
I alt har det offentlige smidt 9 mio. kr. i projektet i form af tilskud.