Offentlig it-klub tager til genmæle overfor kritik fra politikere

Ledelsen i it-brugerklubben Sbsys fejer den kritik af banen, som Liberal Alliances Joachim B. Olsen og Eva Kjær Hansen fra Venstre kom med for nogle uger siden.
Det fremgår af et indlæg i Børsen, som er underskrevet af bestyrelsesformand Jesper Thyrring Møller og Anders Bjært Sørensen, der er formand for forretningsledelsen i den kommunale it-brugerklub, som driver et ESDH-system.
De henviser til, at Joachim B. Olsen og Eva Kjær Hansen udråbte Sbsys til "det værste eksempel" på det, de to politikere kaldte kommunalt opgavetyveri fra private virksomheder i et andet indlæg i Børsen.
Sbsys har ifølge Venstre og Liberal Alliance på få år "overtaget en tredjedel af det kommunale marked på trods af, at systemet i visse tilfælde er dyrere end det private alternativ, og at Ankestyrelsen for nylig har fundet dele af brugerklubben Sbsys ulovlig."
"Hus forbi"
Men Jesper Thyrring Møller og Anders Bjært Sørensen afviser pure antydningen af, at brugerklubben skulle være ulovlig. De fremhæver, at Sbsys' hovedaktivitet som indkøbsfællesskab for 39 kommuner og en region tværtimod blev dømt lovlig af Ankestyrelsen.
"Den lille del af brugerklubbens aktivitet, som Ankestyrelsen har kritiseret, er nu afsluttet," skriver de med henvisning til, at Ankestyrelsen fandt det ulovligt, at Sbsys solgte licenser til ESDH-systemet til tredjeparter.
Samtidig mener Sbsys-ledelsen, at de to politikere antyder, at kommunerne tilsidesætter udbudspligten ved at melde sig ind i brugerklubben.
"Også her må vi melde hus forbi. Og var den argumentation korrekt, så det sort ud for det meste af det offentlige indkøb," skriver Jesper Thyrring Møller og Anders Bjært Sørensen med henvisning til, at Ski, Kombit og "andre indkøbsfællesskaber" arbejder efter samme princip.
Dansk Erhverv glæder sig over SBSYS-afgørelse - men håber på lovændringer
SBSYS glad for afgørelse: Formand regner med at få løst ulovlige forhold
Dansk Erhverv kritiserer offentlig it-klub for "upassende adfærd"