Politiker sætter spørgsmålstegn ved leverandør af valgsystem

Stine Brix fra Enhedslisten rejser tvivl om en af underleverandørerne, der skal udarbejde fremtidens danske valgsystem på grund af anklager om korruption og brug af skattely. (Opdateret)
Foto: Steen Brogaard
Foto: Steen Brogaard

(Opdateret med svar fra DXC, red)

Folketingspolitiker Stine Brix (Enh.) rejser nu tvivl om et af de it-selskaber, som skal bygge fremtidens danske valgsystem. Det fremgår af en stribe spørgsmål, som politikeren har rejst overfor økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Baggrunden er et afsluttet udbud om at levere fremtidens danske valgsystem. Et udbud, der er kørt under ledelse af Kombit, og som er endt med, at kun et it-selskab har kunnet byde på opgaven, nemlig CSC Scandihealth.

Man måtte hæve prisen på valgsystemet, da ingen af de tre bydere var i stand til at få økonomi i det ved den oprindelige pris, men efter man øgede betalingen fra 110 til 125 mio. kr, slog CSC til.

Men nu rejser Stine Brix tvivl om CSC's underleverandør, et selskab ved navn Smartmatic International Holding B.V.

"Vi har fået en række henvendelser om, at der har været tilfælde af korruption og brug af skattely, og derfor har vi rejst disse spørgsmål," siger Stine Brix fra Enhedslisten til ITWatch.

"Jeg har ikke konkrete informationer om, at der skal være foregået noget, men vi har fået en række henvendelser, der gør, at vi ønsker sagen belyst."

I en stribe spørgsmål bekymrer Stine Brix sig om, hvorvidt man overlader udarbejdelsen af det danske valgsystem til en spiller, der er blevet udsat for beskyldninger om korruption på Filipinerne i 2017 samt menes at gøre brug af skattely.

Derfor beder hun ministeren redegøre for, "hvordan Kombit har forholdt sig til de anklager om korruption, som Smartmatic International Holding har været udsat for i Filippinerne i 2017," som det fremgår af et af spørgsmålene.

Lever op til krav

Ministeren svarer ikke, men henviser til en redegørelse, som Kombit har forfattet om spørgsmålene. Herfra lyder det:

"... krav om overholdelse af FN's Global Compact en integreret del af alle Kombit's kontrakter med leverandører og underleverandører. Global Compact stiller blandt andet krav om opfyldelse af principperne for antikorruption og sociale-, miljømæssige- og etiske forhold," lyder det.

Det hedder videre:

"Ved indgåelsen af kontrakten med Kombit har CSC Scandihealth og deres underleverandører således forpligtet sig til at udvise samfundsansvar i henhold til principperne i FN's Global Compact."

Kombit skriver videre i redegørelsen, at  Kombit ifølge udbudsloven alene skal forholde sig til de selskaber, der konkret indgår i udbuddet.

"Kombit har derfor kun forholdt sig til CSC Scandihealth og deres underleverandør, det hollandske selskab Smartmatic International Holding, og således ikke forholdt sig til andre af Smartmatics selskaber og deres virke, for eksempel i Filipinerne," hedder det.

På Filipinerne er Smartmatics ejerskab blandt andet draget i tvivl ifølge lokale medier. Her har selskabet på tilsvarende vis vundet opgaver om at udvikle valgsystemer.

Stine Brix spørger videre om ministerens svar på, om "de vindende selskaber i forbindelse med Kombits udbud af drift, vedligeholdelse og videreudvikling af kommunernes nye valgsystem er screenet for, om deres endelige ejere er placeret i skattely."

Ikke undersøgt

Her skriver ministeren igen, at man henviser til Kombits redegørelse. Her hedder det:

"Kombit har ikke som en del af udbudsprocessen undersøgt endelige ejerforhold omkring CSC Scandihealth og Smartmatic International Holding, herunder endelige ejeres hjemsted, eller hvorvidt sådanne hjemsted udgør skattely."

Stine Brix mener ikke, at hun har fået svar på alt.

"Jeg mener ikke, at redegørelsen er fyldstgørende, og vi vil følge op med yderligere spørgsmål, siger hun til ITWatch.

ITWatch har bedt DXC, der står bag CSC Scandihealth om en kommentar. Herfra lyder det fra Peter Hecht, der er presseansvarlig, at man overlader det til Kombit at kommentere den konkrete sag.

KMD ærgrer sig

Hos KMD beklager man, at man ikke er med som leverandør efter flere årtier med opgaven. I en kommentar fra Søren Henriksen, executive vice president i KMD, lyder det:

"Vi kan bekræfte, at KMD endte med ikke at byde på valgopgaven. Vi har sammen med vores samarbejdspartner, den europæiske leverandør af valgløsninger Scytl, lagt et betydeligt arbejde i at gennemgå udbudsmaterialet og opsat vores bud på en sikker og god løsning på valgopgaven," skriver han i et svar til ITWatch.

"Vi har samtidig måtte konstatere, at der i processen ikke er blevet rykket tilstrækkeligt ved en række mindstekrav. Det er vores vurdering, at kravene ikke flugter med den nødvendige kvalitet i løsningen, og på den baggrund har vi ikke ment, at det var bæredygtigt at byde på opgaven," hedder det.

KMD har været med til at it-understøtte de danske valg gennem mere end 40 år, skriver han, og selskabet deltager i det kommende folketingsvalg samt EU-valget i 2019.

"Det er naturligvis trist for os, at vi ikke kan fortsætte med valgopgaven. Vi ønsker Kombit og kommunerne god vind med det videre arbejde på valgområdet."

KMD har ingen kommentarer til den aktuelle udvikling og spørgsmålene til den nuværende leverandør, skriver selskabet.

KMD trækker sig fra MitId-udbud  

Udbud af telemedicin skal have flere leverandører for at undgå monopoler 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Nokia ser årlige synergier ved en sammenlægning med det amerikanske selskab på 200 mio. euro fra 2027 og en vækst i indtjeningen per aktie på 10 pct. fra samme år. | Foto: Niels Hougaard

Nokia bekræfter køb af Infinera

For abonnenter

Læs også