Opkøb ventes at presse indtjeningsevnen hos Netcompany

Netcompany præsenterer regnskab tirsdag, og analytiker forventer, at opkøbet af Intrasoft vil presse selskabets indtjeningsevne.
Foto: Netcompany/PR
Foto: Netcompany/PR
AF MARKETWIRE

Det 235 mio. store opkøb af it-selskabet Intrasoft International ventes at sende Netcompanys indtægtsvækst markant op med mere end 50 pct. i fjerde kvartal, hvor det danske it-selskabs indtjeningsevne til gengæld også ventes at være presset af opkøbet.

Det vurderer Sydbanks Netcompany-analytiker Per Fogh forud for regnskabet for fjerde kvartal, der ventes fremlagt tirsdag den 25. januar klokken 7.30.

Stærk vækst drevet af privatsegmentet

Den organiske indtægtsvækst ventes igen at være drevet af privatsegmentet, hvor Sydbank venter en vækst på 30,2 pct. drevet af en flot vækst i Danmark.

Yderligere venter analytikeren også, at væksten vil være drevet af en fortsat meget høj vækst i både Norge og Storbritannien, hvor den blandt andet ventes at være drevet af projektsejre i første halvdel af 2021 og en begyndende tilbagevenden til normalen efter covid-19.

”Den relativt høje vækst i ’Private’ fortsætter tendensen fra de seneste kvartaler, hvor udbuddet af projekter i ’Private’ opvejer den mindre opbremsning i ’Public’,” skriver Per Fogh, der venter en omsætning i privatsegmentet på 492,2 mio. kr.

Sydbank venter fortsat at se et relativt lavere vækstbidrag fra det offentlige segment, hvor især færre projektudbud i Danmark i de seneste kvartaler har resulteret i et mere moderat aktivitetsniveau.

”Derudover forventer vi fortsat, at danske kompetencer bliver brugt i både Norge, Storbritannien og Holland til at understøtte vækstambitionerne på de relativt nye markeder,” skriver analytikerne om udviklingen i det offentlige segment.

Projektsejre i Norge i slutningen af 2020 ventes også at drive væksten sammen med et højt vækstbidrag fra Storbritannien. Alt i alt ser Sydbank en organisk vækst i salget til det offentlige segment på 8,4 pct. til 689,6 mio. kr. i fjerde kvartal. Inklusive Intrasoft venter Sydbank en vækst på 48 pct. i kvartalet.

Samlet for hele Netcompany modellerer Sydbank med en vækst på 52,9 pct. til 1181,8 mio. kr., hvilket er en spids mere end Netcompanys indsamlede estimat på 1173,6 mio. kr.

Driftsmarginen ventes ramt

Indtjeningsevnen hos Netcompany ventes i fjerde kvartal at være ramt af opkøbet af Intrasoft, som følge af en stor mængde timebaserede kontrakter og brug af freelance medarbejdere.

”Derudover forventer vi også, at et relativt højt forbrug af freelance medarbejdere i Netcompany vil presse bruttomarginalen i kvartalet,” skriver Per Fogh.

Sydbank venter en justeret EBITA-margin på 22,5 pct. i kvartalet, mens forventningerne er endnu lavere hos analytikere adspurgt af Netcompany, der venter 20,9 pct.

Det skal sammenlignes med 28,9 pct. i fjerde kvartal 2020 og 25,1 pct. i tredje kvartal 2021.

Udsigt til forsigtig og bred prognose

Usikkerheden relateret til covid-19-udviklingen og kommende projektudbud ventes ifølge Sydbank at føre til en relativt forsigtig og bred prognose for 2022 fra Netcompany.

Sydbank venter, at Netcompanys prognose vil lyde på en organisk vækst omkring 17 pct. og en EBITA-margin på omkring 21 pct. Her ventes lønsomheden at være presset af stigende løninflation.

Rogaczewski: Vi kommer til at investere flere penge i sociale arrangementer

Netcompany får sænket kursmål

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også