Netcompany-direktør: Digitalisering er en god metier i øjeblikket

Digitalisering er ikke det værste at beskæftige sig under coronakrisen, men det er turbulente tider, understreger CEO i Netcompany, André Rogaczewski.
André Rogaczewski, CEO Netcompany. | Foto: Casper Dalhoff/ERH
André Rogaczewski, CEO Netcompany. | Foto: Casper Dalhoff/ERH
Ritzau Finans

Netcompany kan efter et særdeles usædvanligt andet kvartal i det store perspektiv konstatere, at digitalisering er et af de bedre steder at være i øjeblikket.

Det fortæller it-selskabets administrerende direktør, André Rogaczewski, umiddelbart efter offentliggørelsen af regnskabet for andet kvartal torsdag morgen.

"Jeg er rigtig glad og stolt over det her regnskab, men jeg er også ydmyg omkring det, fordi vi lever i usikre tider, og der er ingen tvivl om, at digitalisering er et godt sted at være og en god metier i øjeblikket."

"På mange måder kan vi mærke en øget omsætning og spændende nye engagementer og projekter, men omvendt mærker vi også nogle steder, at kunderne har det dårligere og måske har fået en mavepuster. Så man må sige, at der er gynger og karruseller, men samlet set virker vores model," siger han til Ritzau Finans.

I andet kvartal løftede Netcompany omsætningen til 675,5 mio. kr. fra 593,1 mio. kr. i samme kvartal sidste år. Driftsresultatet på EBITA-niveau steg til 161,3 mio. kr. fra 123,5 mio. kr.

Endeligt faldt nettoresultatet en smule til 96 mio. kr. fra 98,7 mio. kr. i andet kvartal 2019.

Kunder gennemfører de store projekter

André Rogaczewski fortæller, at Netcompany overordet set har observeret, at kunder har valgt at gennemføre større igangsatte projekter trods coronakrisen og nedlukninger.

"Vi kan se, at hvis der er tale om langvarige strategiske digitale initiativer, så vil man ofte fortsætte dem - måske endda udbygge dem. Hvis det derimod er dag til dag-arbejde eller ting, som man måske kan undvære i et par måneder, så stopper man måske projektet. Det er et generelt krisesymptom," forklarer direktøren.

Det danske selskab har i andet kvartal derfor kunnet notere enkelte forsinkelser på kontraktsiden.

"Det er klart, at med det chok, der har været, ser vi til tider forsinkelser i forhold til beslutningsprocesserne. Det er der ingen tvivl om. Heldigvis virker det til, at verden har arbejdet sig videre, så man er ikke gået i stå - slet ikke digitalt," siger André Rogaczewski og tilføjer:

"På den måde er det fortrøstningsfuldt at se, at der måske kommer nogle forsinkelser her og der, man at man samlet set gennemfører i hvert fald de strategiske initiativer, og mange steder starter man også nye projekter. Så samlet set er vi, hvor vi skal være på nuværende tidspunkt."

Det er dog nogle usikre kommende måneder, selskabet nu går i møde, og meget afhænger af, hvordan coronavirusset udvikler sig.

"Der er bare større usikkerhed i det efterår og den vinter, vi går ind i. Det gælder hele verden. Verden er i historisk tumult og i krise. Jeg kan bare konstatere, at indtil nu har vi sejlet støt og roligt igennem den, om end det stormer derude, så ligger vi stabilt i vandet," siger topchefen.

Netcompany er vokset med 404 ansatte i corona-kvartal

Netcompanys to nye medlemmer i bestyrelsen formelt valgt 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også