Amerikansk myndighed kræver indsigt i ChatGPT

En kulegravning skal afgøre, om ChatGPT har overtrådt forbrugerbeskyttelsesloven, skriver Washington Post.
Foto: Florence Lo
Foto: Florence Lo
AF MARKETWIRE

Den amerikanske handelskommission, Federal Trade Commission, gør i et brev til ChatGPT-ejeren OpenAI krav på information om den kunstige intelligensbaserede chatrobot.

Ud fra kulegravningen skal det vurderes, om ChatGPT har overtrådt forbrugerbeskyttelsesloven.

Det skriver Washington Post, der har fået adgang til brevet til selskabet.

I brevet kræver FTC indsigt i, hvordan selskabet forholder sig til forskellige risici relateret til sin kunstige intelligensmodel.

Dertil skal OpenAI overlevere detaljerede beskrivelser af klager, som selskabet har modtaget for ”falske, misledende, nedsættende eller skadelige” beskeder sendt af ChatGPT. Herfra vil det blive vurderet, om OpenAI har gjort sig skyldig i at skade omdømmet hos forbrugere, fremgår det af brevet ifølge Washington Post.

FTC har tidligere varslet over for udviklere af kunstig intelligens som OpenAI, at chatrobotterne er underlagt den amerikanske forbrugerbeskyttelseslovgivning.

Granskningen kan være en forsmag på, hvordan kommissionen vil håndhæve lovgivningen over for selskaber, der gør sig inden for kunstig intelligens. Området har nydt stor opmærksomhed og voldsomme investeringer i stort set alt, der rimer på AI.

Det gælder alt fra Nvidia, der producerer computerchips til kunstig læring, til kinesiske AI-foretagender og ikke mindst OpenAI, der blandt andet har techgiganten Microsoft som investor.

Hvis det vurderes, at OpenAI har forbrudt sig mod forbrugerbeskyttelseslovgivningen, kan det udløse en bøde eller et påbud med skrappe krav til, hvordan selskabet håndterer data.

Sideløbende arbejdes der i Kongressen i USA på en lovgivning, der skal tøjle den kunstige intelligens. Den er efter alt at dømme nok flere måneder væk, mener Charles Schumer, der er majoritetsformand for Demokraterne i Kongressens ene kammer Senatet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også