EU-Parlamentet vedtager nye regler for kunstig intelligens

Firmaer bag de populære chatrobotter skal være underlagt ny lovgivning, mener EU-Parlamentet. Dansk Industri mener, at det er et skridt i den rigtige retning. 
Foto: Mads Claus Rasmussen
Foto: Mads Claus Rasmussen
Af Ritzau

De folkevalgte i EU-Parlamentet har onsdag vedtaget et udkast til en ny lov om kunstig intelligens.

Den kan blive verdens første og mest vidtgående regulering af området, som ofte er blevet beskrevet som Det Vilde Vesten.

Blandt de mest centrale dele af udkastet er krav til firmaer bag de populære chatrobotter, der kan skabe både billeder og skrive tekster.

Den mest kendte er ChatGPT, som har over 100 millioner aktive brugere.

Parlamentet ønsker blandt andet, at det skal være klart markeret, når indhold er blevet skabt med kunstig intelligens.

De generative chatrobotter er ikke med i EU-Kommissionens lovforslag fra 2021. Det skyldes, at teknologien først for alvor brød igennem i 2022, hvor ChatGPT kom på markedet.

Også på et andet punkt adskiller parlamentets tekst sig fra kommissionens.

Det handler om brugen af kunstig intelligens til at identificere personer i det offentlige rum i realtid.

Ansigtsgenkendelse vil blandt andet kunne bruges til at finde eftersøgte personer.

Derfor er der i kommissionens forslag lagt op til, at teknologien kan bruges i visse tilfælde.

Parlamentet mener omvendt, at der skal være tale om et totalforbud.

Det er ærgerligt, mener interesseorganisationen Dansk Industri (DI).

”Vi forstår godt bekymringen for brug af biometrisk data, men samtidig er der nogle ekstraordinære situationer, hvor det - med en dommerkendelse - kan være til hjælp,” siger Andreas Holbak Espersen, der er digitaliseringspolitisk chef i DI, i en pressemeddelelse.

Fortalere har blandt andet nævnt muligheder for at bruge ansigtsgenkendelse til at finde bortførte børn hurtigere.

At parlamentet nu har vedtaget en fælles holdning betyder, at forhandlinger med EU-landene kan gå i gang. Det ventes at ske allerede onsdag aften.

Det er ambitionen, at loven kan være helt på plads inden årets udgang.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også