ITWatch

Vestager lancerer lovforslag om regulering af AI: Enorme bødestraffe i vente

Med Europa-Kommissionen i ryggen fremlægger den danske kommissær omfattende regulering af kunstig intelligens i Europa. ITB hilser tiltagende velkommen.

Foto: Olivier Hoslet/AFP / POOL

Den danske kommissær Margrethe Vestager fremlægger med EU-Kommissionen i ryggen onsdag et længe ventet udspil til et regelsæt for brugen af kunstig intelligens i Europa.

Forslaget er det første af sin slags, hvor magthavere forsøger at regulere blandt andre tech-giganters brug af AI. Og der er store bødestraffe i vente, hvis reglerne overtrædes. Der lægges op til bødestraffe på op til 6 pct. af virksomheders globale omsætning.

"Med hensyn til kunstig intelligens er tillid ikke blot noget, der vil være rart at have — det skal være påkrævet. Med disse skelsættende regler går EU i spidsen for udviklingen af nye globale normer for at sikre, at alle kan have tillid til kunstig intelligens," udtaler Margrethe Vestager i forbindelse med offentliggørelse af forslaget.

Centralt i det lange udspil er blandt andet forslag om at forbyde bestemte former for kunstig intelligens, som er "i strid med unionens værdier", som det lyder i udspillet.

Det foreslås blandt andet at forbyde kunstig intelligens til eksempelvis markedsføring, som bruger teknikker til underbevidst at ændre en persons adfærd "på en måde som forårsager eller sandsynligvis forårsager, at personen eller en anden person lider fysisk eller psykisk skade". Under de samme præmisser vil forslagsstillerne også forbyde kunstig intelligens, der udnytter sårbarheder hos bestemte grupper qua deres alder, fysiske eller psykiske sårbarheder.

Forslaget deler brug af kunstig intelligens op i "risikogrupper", som er områder, hvor brugen af kunstig intelligens vil være under forskellige niveauer af regulering. Grupperne med højest risiko ved brugen af kunstig intelligens vil med forslaget være under skarpest regulering eller fuldkommen forbud. I kategorien "høj risiko" er blandt andet kritisk infrastruktur og retshåndhævelse, hvor kunstig intelligens vil skulle reguleres kraftigt.

Fra brancheorganisationen ITB får Kommissionen ros for sit udspil.

"EU skal have ros for, med den nye AI regulering at lægge en anden linje end den vi ser i USA og Kina. EU har valgt at være first mover på tech regulering. Det er ikke nogen nem opgave og ikke noget man vinder en popularitetskonkurrence på. Men det betyder ikke, at behovet ikke er der," udtaler direktør Natasha Friis Saxberg i en skriftlig kommentar.

Ifølge hende er det afgørende, at reglerne bliver brugt på samme måde i de forskellige lande, og at USA tager vel imod reguleringen og følger trop.

"For ingen virksomheder er tjent med at skulle leve op til forskellig regulering i forskellige verdensdele – og frygten er stadig, at EU risikerer at blive valgt fra som et attraktivt sted for nye AI start-ups," siger hun i kommentaren.

Udspillet skal nu forhandles i Europa-Parlamentet.

AI-specialist fejer usikkerheden af bordet: "Ja, Danmark er med helt fremme" 

Med 350 mio. kr. i ryggen skal ny satsnings løfte dansk AI-forskning

Mere fra ITWatch

TDC taber terræn igen

Det går fortsat tilbage for Danmarks største telekoncern, TDC, der i årets første kvartal tabte både kunder og omsætning. Selskabet skærer ned med hård hånd.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs