Milliardselskab sætter hak ved to nye milepæle: "Et exceptionelt godt år"

Netværksspecialisten Conscia lagde sidste år endnu en milliard til sin toplinje. Det kapitalfondsejede selskab har i dag en størrelse, hvor det kan se mod større opkøb, fortæller direktør.
Svenske Erik Bertman har stået i spidsen for Conscia som adm. direktør siden foråret 2021 | Foto: Conscia / PR
Svenske Erik Bertman har stået i spidsen for Conscia som adm. direktør siden foråret 2021 | Foto: Conscia / PR

Et år efter, at danske Conscias omsætning første gang passerede tre mia. kr., har netværksspecialisten lagt endnu en milliard til sin toplinje.

Mere præcist endte omsætningen på 4,34 mia. kr. i det forskudte 2022/23-regnskabsår, der blev afsluttet i september.

Det er en stigning fra 3,28 mia. kr. året før og svarer til en vækst på 32 pct., viser regnskabet for året, som Conscia netop har offentliggjort.

I samme periode er antallet af medarbejdere oversteget 1000. Også for første gang.

”Vores ambition er en tocifret vækst om året, og sidste år var et exceptionelt godt år,” siger Conscias adm. direktør, Erik Bertman, som forklarer, at størstedelen af væksten kom organisk fra selskabets eksisterende forretning. 

Ifølge ham blev året et rigtig godt salgsår, ligesom Conscia endelig kunne sætte punktum for de udfordringer, der siden coronapandemiens hærgen har præget leveringen af mikrochips til selskabets kunder.

Det løsnede både op for et efterslæb til kunder, Conscia allerede havde solgt til, og gav vind i sejlene i salget til nye.

”På trods af vores ambitioner er en vækst på over 30 pct. ikke noget, vi normalt sigter efter. Det er heller ikke noget, jeg forventer, vi opnår i det nye år, selvom vores mål klart er, at væksten fortsat vil være tocifret,” siger Erik Bertman. 

16 opkøb på 10 år

Conscia blev stiftet i 2003 og beskriver sig selv som en specialist inden for netværk, cybersikkerhed og cloud. Det langsigtede mål er at blive den foretrukne partner på området i Europa.

Som tidligere omtalt af ITWatch er Conscia et af en håndfuld yderst opkøbsivrige, kapitalfondsejede danske it-selskaber.

Siden 2019 har det i Conscias tilfælde været den nordiske kapitalfond Nordic Capital, der købte selskabet af den danske kapitalfond Axcel. 

Før det var Conscia ejet af en investorgruppe med deltagelse af den danske kapitalfond, der i dag hedder Via Equity.

I det seneste regnskabsår købte Conscia tre selskaber – to i Tyskland og et i Sverige – og bragte dermed det samlede antal opkøb i de sidste 10 år op på 16. 

Med en samlet omsætning i det forgangne år på knap 120 mio. kr. var de tre nye opkøbs bidrag til Conscias omsætning minimal. Effekten af den samlede opkøbsstrategi har til gengæld været stor, lyder det fra Erik Bertman.

Det er f.eks. primært gennem opkøb, at Conscia er trådt ind på nye markeder, ligesom opkøbene i nogle tilfælde har været afgørende for at sikre Conscia nye kompetencer på specifikke områder.

”Det har også gjort, at vi i dag er vokset til over 1000 medarbejdere, og at vi kan tilbyde vores kunder de samme ydelser, uanset hvor de møder os,” siger Erik Bertman og tilføjer:

”De sidste par år har vi haft en virkelig stærk organisk vækst, og vi er en helt anden størrelse i dag, end vi var for et par år siden. Jeg ser selvfølgelig fortsat muligheder i at lave opkøb og måske endda af større selskaber, end vi tidligere har gjort.”

I det ligger, at Conscia kan se mod selskaber med op til 200 medarbejdere og måske endda lidt større. Tidligere har det i flere tilfælde været selskaber med 60-70.

Fokus på eksisterende markeder

I forbindelse med sit netop offentliggjorte regnskab skriver Conscia, at selskabet sigter efter at udvide sin tilstedeværelse på både nuværende og tilstødende markeder. 

Ifølge Erik Bertman er det først og fremmest de eksisterende markeder, som Conscia satser på. 

Morten Hübbe, der tidligere i år forlod stillingen som koncernchef i forsikringsselskabet Tryg, har været formand for Conscias bestyrelse siden efteråret 2020 | Foto: Tryg / PR
Morten Hübbe, der tidligere i år forlod stillingen som koncernchef i forsikringsselskabet Tryg, har været formand for Conscias bestyrelse siden efteråret 2020 | Foto: Tryg / PR

Overfor ITWatch har han tidligere peget på Tyskland som et nøglemarked for Conscia, hvor selskabet gerne skal være to-tre gange større, end det er i dag. I det seneste regnskabsår omsatte Conscia for lidt mere end 400 mio. kr. i Tyskland.

”Men selvfølgelig vil vi også kigge på nye markeder, og jeg vil holde mig til at sige, at vi ser gode muligheder i nærtliggende europæiske lande,” konstaterer han.

I skrivende stund har Conscia kontorer i Danmark, Sverige, Norge, Holland, Tyskland og Slovenien. Ca. 77 pct. af Conscias 1020 medarbejdere sad ved afslutningen af seneste regnskabsår uden for Danmark.

Danmark er dog stadig Conscias største marked, hvor 1,56 mia. kr. af det forgangne års omsætning kom fra. Det var en stigning på 30 pct. fra året før.

Forretningsbenet ”Solutions” er Conscias største og bidrog sidste år med 3,39 mia. kr. til den samlede omsætning. 

Under dette ben hører design og implementering af netværk, cloud-infrastruktur og cybersikkerhed samt salg af relateret hardware og software.

Sidste års omsætningsvækst havde også en effekt på Conscias øvrige resultater. 

Rentabiliteten af selskabets drift, udtrykt ved en normaliseret ebitda – hvor der er korrigeret for engangsposter – steg til 434 mio. kr. fra 351 mio. kr. året før.

I det kommende år forventer Conscia yderligere vækst på denne post til et sted i spændet 470-520 mio. kr.

På bundlinjen blev det til gengæld til endnu et underskud efter skat i 2022/23. Denne gang på 64 mio. kr. fra et underskud på 99 mio. kr. året før. Det er en naturlig del af kapitalfondsejerskabet og hænger sammen med finansieringen af dette, forklarer Erik Bertman.

Kapitalfond i ryggen

Netop ejerskabet kan være på vej mod sin afslutning. I oktober skrev Børsen, at Nordic Capital har sat gang i en salgsproces. 

Erik Bertman ønsker ikke at kommentere Børsens oplysninger, men henviser til kapitalfonden.

”Mit fokus er på vores forretning. På at drive en god forretning og give både vores kunder og vores medarbejdere gode oplevelser, og det vil det fortsat være,” siger han:

”Nordic Capital er meget aktive ejere, som giver os adgang til vækstkapital og har indsat en dygtig formand i Morten Hübbe. Den model, vi har i dag, fungerer godt for os, og jeg kan sådan set kun se fordele ved at have dem som ejer.”

Kapitalfonden har tidligere afvist over for Børsen at kommentere mediets oplysninger.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også