Fujitsu: "Der har været et overforbrug på nogle områder af vores udvikling"

Udvikling af nye produkter har medført overforbrug på nogle områder i Fujitsus danske afdeling, lyder det fra Anthony Pipe, bestyrelsesformand i Fujitsu Danmark, efter virksomheden har præsenteret årsregnskab her til morgen.
Foto: Rune Aarestrup Pedersen/IND
Foto: Rune Aarestrup Pedersen/IND
af NIKOLAJ HARDING

Kompleksitet i forbindelse med produktudviklingsplaner og kundeimplementeringer er nogle af de udfordringer, som Fujitsus danske afdeling er stødt på i løbet af det seneste regnskabsår, og det har medført øgede omkostninger hos virksomheden.

Det skriver Anthony Pipe, bestyrelsesformand i Fujitsu Danmark, i et mailsvar til ITWatch.

”I løbet af det seneste år har vi udviklet nye produkter, der er baseret på den nyeste teknologi på markedet, hvor der har været et overforbrug på nogle områder af vores udvikling,” skriver han.

Årsrapporten fra Fujitsu Danmark viser et fald på 33 pct. i omsætningen, mens underskuddet på årets resultat voksede fra 20 mio. kr. forrige år til 53 mio. kr. i seneste regnskabsår.

Det offentlige øger kompleksiteten

Anthony Pipe skriver, at den primære årsag til resultatet skal findes i, at Fujitsu gennemgår en større transformation, hvor man udvikler sin serviceproduktportefølje til at være cloudbaseret og digital.

Derfor har man i det seneste år investeret betydelige ressourcer i ”visse” forretningsområder.

”Dette kombineret med, at flere af vores løsninger henvender sig til det offentlige, har naturligvis øget kompleksiteten, da denne sektor indeholder særskilte myndighedskrav til produkternes funktionalitet.”

Desuden fylder pandemien og følgevirkningerne af den geopolitiske situation stadig i Fujitsu.

”Det har tilføjet endnu mere kompleksitet til vores genopretningsplaner. Vi er naturligvis fuldt ud forpligtet til vores strategi og fremtidige relevans i markedet og er bakket op af Fujitsu Global til at eksekvere mod vores investeringsplaner,” skriver Anthony Pipe.

Skal være bæredygtigt profitabel

Det seneste halve år har været tumultarisk for den danske afdeling af Fujitsu, hvor først Søren Rinnov Østergaard stoppede som direktør, og siden kom det frem, at der var problemer med medarbejdertilfredsheden på virksomhedens kontor i Hasselager, hvilket førte til et påbud fra Arbejdstilsynet.

På trods af en urolig tid for virksomheden, der er krydret med økonomisk tilbagegang, forholder man sig dog optimistisk til fremtiden.

”Vores mål er at udvikle virksomheden til at være bæredygtigt profitabel ved at skabe værdi for vores kunder. Det har resulteret i øgede investeringer i det seneste regnskabsår, og vi arbejder hårdt og målrettet på at opnå bæredygtige positive tal inden for en 3-årig tidshorisont,” skriver Anthony Pipe og fortsætter.

”Vores produktsortiment samles, og vores ledelsesteam har lagt en meget lovende strategi, som vi er sikre på, vil omsætte til synlige forbedrede resultater.”

Fujitsu meldte for to uger siden ud, at man har ansat Keld Zornig som ny adm. direktør, og han starter på posten til oktober.

Fujitsu taber indtægter på alle områder

Fujitsus omsætning styrtdykker: Negativt årsresultat mere end fordoblet

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også