Konsulenthus efter Corona-udbrud: "Vi er selvfølgelig opmærksomme på, om det kan ramme os i stor stil"

Et af de store konsulenthuse herhjemme mærker nu de økonomiske konsekvenser af coronavirus. Landechef indstiller sig på at få et dårligere regnskab end sidste år. "Vi oplever, at en række internationale kundeprojekter bliver udskudt," siger han.
"Vi oplever, at en række internationale kundeprojekter bliver udskudt," siger dansk landechef for Itelligence, Per Falck Jensen, om coronaudbruddet. | Foto: Jan Bjarke Mindegaard
"Vi oplever, at en række internationale kundeprojekter bliver udskudt," siger dansk landechef for Itelligence, Per Falck Jensen, om coronaudbruddet. | Foto: Jan Bjarke Mindegaard

Den verdensomspændende coronavirus begynder at trække økonomiske spor i den danske it-branche.

Hos Itelligence forbereder man sig på tab, fordi virussen rammer forretningen på flere punkter. Selskabet er det største SAP-konsulenthus i Norden og har investeret flere hundrede tusinde kroner i arrangementet SAP Now, der skulle have fundet sted i København 2. april, men nu er udskudt til senere på året.

"Der mister vi penge. Men det er lige så slemt, at vi ikke har mulighed for at generere forretning. For når vi investerer 200.000 kr. i en konference, så forventer vi at få det mange gange igen. Det er langt hen ad vejen der, hvor vi får skabt kontakten til nye kunder," forklarer dansk landechef Per Falck Jensen til ITWatch.

Han tilføjer, at 15-20 pct. af Itelligences omsætning – der sidste år var samlet 480 mio. kr. i Danmark – kommer fra nye kunder, som selskabet typisk møder på sådanne konferencer.

"Så nu skal vi finde nogle nye måder at kommunikere med markedet. For vi har behov for en konstant pipeline," forklarer han og understreger, at de ansattes helbred naturligvis har førsteprioritet.

Usikkerhed om regningen

Samtidig risikerer coronavirus også at bremse projekter, der ellers var sat til at gå i gang nu. Så sent som torsdag har Per Falck Jensen haft en stor kunde, der har udskudt et it-projekt, fordi det ikke er muligt at rejse.

10-20 pct. af de ansatte under Per Falck Jensen arbejder på internationale projekter og er afhængige af at kunne tage ud i verden.

"Vi oplever, at en række internationale kundeprojekter bliver udskudt. Mange af de projekter, vi laver, er forretningsprojekter, hvor vi skal mødes med kundernes proces- og forretningsejere. Typisk internationale virksomheder – og fordi de ikke rejser og samles, så bliver de ting, vi ikke kan gøre digitalt via eksempelvis Microsoft Teams eller Skype efterhånden udskudt."

Derudover har Itelligence en række projekter, der nærmer sig den såkaldte go live-periode. Det betyder, at de skal gå i luften hos kunderne, og det vil have store forretningsmæssige konsekvenserne for kunderne, hvis de må droppes, fordi det ikke kan lade sig gøre at rejse.

Det er uklart, om Itelligence i så fald vil sidde med regningen.

"Om corona går under force majeure har jeg ikke kigget ned i, fordi det indtil videre ikke har været en konkret problemstilling. Men det kan ændre sig om 1-2-3 uger. Der kan vi sidde i en situation, hvor vi skal træffe nogle beslutninger. Og det vil have stor påvirkning på vores kunder."

Hvor alvorligt er det for jer?

"Nu er det jo stadigvæk en marginal del af vores forretning, der er berørt. Og min tilgang til det er stadigvæk, at det jo kan udvikle sig til at blive alvorligt, men omvendt så er udmeldingerne fra myndighederne også, at vi ikke skal gå i panik og lægge landet øde. Så indtil videre er det en marginal påvirkning. Og vi er selvfølgelig opmærksomme på, om det kan ramme os i stor stil, for vi har behov for at være hos vores kunder."

Dårligere regnskab

Itelligence er en global virksomhed med hovedsæde i Bielefeld i Tyskland og har 310 ansatte i Danmark. Selskabet implementerer BI- og ERP-systemer fra SAP og har samtidig de senere år udvidet forretningen med nye teknologier som kunstig intelligens og IoT.

Det er ikke muligt at klare alt arbejde digitalt. Nogle opgaver kan løses gennem virtuelle værktøjer, mens andre kræver, at konsulenterne fysisk tager hen til kunden.

"For kørende projekter er det ikke et stort problem, for der kender deltagerne jo hinanden, og når man først har mødt hinanden og er begyndt at samarbejde, så er det normalt, at man laver rigtig meget arbejde remote (på afstand, red.). Men for nye projekter og nye opgaver, så er det typisk, at man har en proces, hvor man får en bedre forståelse for de konkrete problemstillinger ved at mødes."

Regnestykket for Itelligence er meget simpelt. Typisk er selskabets indtjening omkring 10 pct. af omsætningen, men fordi selskabet lever af at sælge konsulenttimer og viden, så vil en påvirkning på 5-10 pct. af projekterne slå igennem på bundlinjen. Der vil simpelthen ikke blive faktureret timer i samme omfang som normalt. Per Falck Jensen begynder også at indstille sig på, at indeværende regnskab bliver dårligere end sidste år.

"Vi har så stort et internationalt fodaftryk også med vores danske konsulenter, at det hurtigt kan udvikle sig. Og vi har en forretning, der gør, at vi ikke lige kan omallokere konsulenterne til nye opgaver, fordi de opgaver, vi sidder på, er forretningsprojekter, der kræver en vis indsigt. Projekterne har typisk også en vis størrelse, så vi kan ikke bare sætte folk til at lave noget andet. Så det kan have en stor påvirkning, hvis det får fat."

Dropper håndtryk

Itelligence har sendt tre ansatte i hjemmekarantæne, fordi de har opholdt sig i Norditalien og Singapore, der er fremhævet som risikoområder af Sundhedsstyrelsen. Selskabets danske afdeling tager afsæt i de retningslinjer, der er udstukket fra hovedkontoret i Tyskland. De indebærer, at al rejseaktivitet skal holdes til et minimum, og at man helt skal undgå at rejse til de mest berørte lande.

Per Falck Jensen mærker også, at folk begynder at tage forholdsregler i kontakten med andre mennesker. Han har lige været til møde med en række andre erhvervschefer, og her valgte man ikke at hilse ved håndtryk, men stødte i stedet albuerne mod hinanden.

"Jeg var selv til et møde, hvor man har fået en ny måde at sige goddag på. I stedet for at give hånd bruger man albuen – en coronahilsen, som vi kalder det," siger han:

"Det ser sjovt ud, vi var en 40-50 erhvervsledere, hvor vi lavede den her coronahilsen. Der er håndsprit over det hele. Alle tager de forholdsregler, man kan. Men indtil videre er vi alle sammen i en venteposition, hvor vi må se, hvordan det udvikler sig, og hvad konsekvensen bliver," siger han

Er du bekymret?

"Overhovedet ikke. Det gode for os er, at vi har en god, sund, solid forretning, og vi overlever også en periode, hvor vi kommer til at se en nedgang i vores forretning. Men jeg er meget opmærksom, fordi vi skal omstille vores produktionsapparat, hvis vi bliver ramt på nogle områder."

Itelligence gjorde sig lækker overfor kunderne: "De er lidt jyske"

Itelligence-boss rykker sig forsigtigt fri af nøglepartneren SAP 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også